Medlemmer

Hvem er medlem af Mensa?

Lærere og studerende, spøgefugle, postbude, direktører og sekretærer, enlige mødre, EDB-folk, asatroende, lastbilchauffører, journalister, søndagsbilister, bryggeriarbejdere, pensionister, arbejdsledige, ingeniører, vegetarer... det eneste fællestræk for mensanere er høj intelligens.

Hvordan er alders- og kønsfordelingen?

Mensa Danmark har ca. 1800 medlemmer, fordelt på omtrent 30% kvinder og 70% mænd. Vi har ganske få børn som medlemmer og mange teenagere, de fleste medlemmer er i 20'erne eller ældre. Knap halvdelen af deltagerne i optagelsesprøven får tilbudt medlemskab, og der er ikke nogen betydelig forskel på de mandlige og kvindelige testanters resultater. Medlemsskaren afspejler således ansøgerfeltets kønsfordeling, det er ikke fordi optagelsesprøven favoriserer mænd eller fordi mænd er mere intelligente end kvinder.

Ja, det er meget godt, men hvem er de her medlemmer? Navne?

Mensa betragter medlemskab som en privat sag og oplyser derfor ikke, om navngivne personer er medlem af foreningen eller ej. En række medlemmer har dog valgt at fortælle dybdegående om sig selv og deres medlemskab i bogen mensaner.dk.   

Et af vores medlemmer, Christina Munk, har valgt at være meget åben omkring sit medlemskab. Hun har bl.a. medvirket i to artikler, hvor hun fortæller om, hvordan det er at være mensaner:

Fra Magasinet Liv: Christina er medlem af Mensa: "Det er så personligt og kan være tabubelagt"
Fra Omnibus: Vis mig dit kontor – Christina Munk

Mig og Mensa

Herunder har et par af vore medlemmer skrevet lidt om sig selv og deres oplevelser i foreningen: 

Kvinde, midt i 40’erne

Jeg meldte mig ind i Mensa af ren og skær nysgerrighed. Foreningen viste sig at rumme en mængde meget forskellige typer, som ved de mærkeligste ting om de mest besynderlige emner. I begyndelsen deltog jeg ofte i de jævnlige café-aftener - for at spore mig ind på foreningen og dens medlemmer. Nu er det mest middagsselskaber, udflugter og foredrag, som kan tiltrække mig. Jeg er født nysgerrig og sætter i foreningen pris på at møde mange forskellige slags mennesker. Jeg ser udflugterne og foredragene som en mulighed for at udvide min horisont i andre retninger end sammen med de venner, jeg havde i forvejen.

Mand, i begyndelsen af 40’erne

Jeg har i ca. 20 år vidst at jeg kunne blive medlem af Mensa, men har ikke tillagt det nogen betydning. For et par år siden bestilte foreningen tilfældigvis et større arrangement på den virksomhed, hvor jeg arbejder, og så tænkte jeg, at nu var tiden inde til, at se hvad det var for noget. Og det har jeg ikke fortrudt. Det var nærmest en religiøs oplevelse at være med første gang. Her var endeligt nogle mennesker, som dels var værd at lytte til, dels forstod hvad jeg snakkede om. Jeg har ellers altid troet, at det var mig, der var galt på den, når jeg fandt det dræbende kedeligt at stå rundt om en sømblok med en dåsebajer i hånden. Men det var ikke mig, der var skør. Jeg var blot i forkert selskab. I Mensa får jeg løst verdenssituationen mindst 3 gange på hver hyggeaften. Det er et væld af viden, detaljer og indsigt, som kommer til torvs, og der er i hvert fald én ting, der er sikker: Det er aldrig kedeligt. PS: Mine børn har også glæde af mit medlemskab. De har jo desværre/heldigvis arvet det. Da jeg voksede op, var intelligens ikke på dagsordenen. I dag ved vi meget mere om intelligente børns problemer, så jeg er bedre rustet til at hjælpe dem på vej.

Mand, midt i 50’erne

Jeg meldte mig til test i Mensa efter at have søgt et job via Mercuri-Urval, hvor jeg fik at vide, at jeg havde scoret meget højt i intelligenstesten. Det pralede jeg med over for en bekendt, som var medlem af Mensa, og som opfordrede mig til at lade mig teste. Det overraskede mig meget, at jeg bestod. Jeg havde haft den forestilling, at jeg lå mellem de 10% bedste. Jeg har i modsætning til andre medlemmer ikke følt mig særligt anderledes. Jeg var i de første år i skolen langt foran mine kammerater, men det gik over, da jeg kom i puberteten, som ikke var præget af hverken koncentration eller flid. Læste stort set aldrig lektier, men fik alligevel en hæderlig studentereksamen. Jeg valgte min uddannelse mere eller mindre tilfældigt, da jeg var meget alsidig og kunne ligeså godt have endt som historielærer i gymnasiet, men var dog tvunget til en boglig uddannelse, da jeg er håbløs med mine hænder. Har ikke gjort karriere forstået som ledelsesmæssigt avancement, da jeg altid har syntes at det var omfattet af for meget bøvl med besværlige personer både opadtil og nedadtil i hierakiet. Mit job indeholder mange rejser, og jeg nyder især at udnytte mine gode evner til sprog, hvoraf jeg foruden dansk klarer mig ganske godt på fem andre ikke-skandinaviske vesteuropæiske sprog. Som sagt føler jeg mig ikke særligt anderledes. Jeg har en stor almenviden, og er - som alle mensamedlemmer - hurtig på aftrækkeren, men somme tider føler jeg mig dum, og især i de senere år synes jeg til min store irritation at min hjernekapacitet er aftagende. Mit engagement i Mensa er begrænset, da jeg også har mange andre interesser, og jeg deltager hovedsageligt i pub-quizzer i foreningens regi.

Mand, i starten af 40’erne

Jeg kan godt huske første gang jeg hørte om Mensa i Danmark. Det var Mensas daværende formand, der optrådte i den hedengangne københavnske TV-station Kanalen. Hun virkede ærlig talt ikke for klog. At hun skulle være formand for intelligenseliten i Danmark slog mig med forundring. Hun sagde dog én ting der bed på mig: Mensas IK-test er måske ikke så svær som man tror? Jeg tænkte ved mig selv at det kunne hun sagtens sige og at sådan en test ville jeg aldrig kunne bestå; men modsat synes jeg at puzzle-opgaver er sjove. Og så var jeg ret nysgerrig efter at kende min IK. Bare sådan for sjovs skyld. Jeg tog altså testen og ventede med spænding på resultatet. Det kom dumpende ind ad døren en 3-4 uger senere. Jeg havde ikke alene fået en høj IK. Den var til min store overraskelse også så høj at jeg kunne blive medlem. Jeg var paf og meget smigret: Mensa ville have mig som medlem. Wauw! Jeg meldte mig ind lige på stedet. Jeg dukkede op til et møde i Mensa for at se hvad det var for nogle mennesker, og de var ærlig talt ret ligeglade med at der kom et nyt medlem. Jeg holdt en times tid og så skred jeg. Jeg gav dem en chance til ugen efter - og hvilket held. Jeg mødte nogle mennesker jeg var på bølgelængde med lige med det samme. Samværet med disse mennesker, der viste sig at være lige så videbegærlige og nysgerrige som mig selv, slog helt benene væk under mig. Der er ingen, der rynker på næsen uanset om man vil diskutere en ny teori om sorte huller eller er stødt på en genial opskrift på chokoladekage med syltede kirsebær. Jeg opdagede efterhånden at Mensa og mensanere er vidtfavnende. Jeg er på 15. år stadig medlem, stadig nysgerrig og stadig undrende. Jeg "svinger" ikke med alle mensanere, men der er et eller andet der gør det afslappende for mig at være sammen med mensanere. På nogle måder kan jeg være mere mig selv, uden at blive misforstået eller slet ikke forstået. Og 450 kr. om året!! Det er jo mindre end en tur i byen koster..?

Kvinde, midt i 40’erne

Selv om jeg godt vidste, at jeg ikke er direkte dum, ville jeg aldrig selv have fået ideen til at forsøge at blive optaget i Mensa. Men en dag klikkede jeg tilfældigvis forbi Mensas hjemmeside, og min mand og jeg tog begge testen, der ligger dér. Vi klarede det begge ganske godt, men til både hans (han er højtlønnet akademiker) og min forbløffelse, klarede jeg mig en god del bedre end ham. Siden blev han blev ved og ved og ved med at prøve at få mig til at gå til den rigtige test. Til sidst gik jeg og blev følgelig medlem af Mensa. For mig er det dejlige ved Mensa at mærke, at man ikke er alene. Jeg har hele livet kæmpet med følelsen af at være mærkelig. At være lærerens eller chefens kæledægge det ene øjeblik og så pludselig – uden at fatte hvordan det gik til - være det modsatte. Kedede mig i skolen, i gymnasiet, på universitetet. Og har som følge deraf aldrig fuldført en uddannelse. Med medlemskabet af Mensa har jeg mødt en masse mennesker, der har haft præcis de samme oplevelser! På Mensas interne debatforum går bølgerne højt. Nogle gange for højt, efter min mening. Men der er og skal være højt til loftet i en forening som Mensa, og det er i hvert fald krystalklart, at en høj intelligens hverken fører til ensartethed på den ene eller den anden måde. Vi har lavet en politisk meningsmåling, som næsten faldt ud som den landsdækkende. Dog var der lidt flere, der stemte som jeg selv, indenfor end udenfor ;-)

Kvinde, sidst i 30’erne

Da jeg i sin tid tog testen, var det et nytårsforsæt, jeg havde stillet mig selv. Jeg havde en ret god fornemmelse af, at jeg lå et godt stykke over gennemsnittet, men jeg blev alligevel glædeligt overrasket, da et brev med tilbud om medlemskab kom ind af brevsprækken. I første omgang meldte jeg mig alligevel ikke ind, - det var ikke for at blive medlem, jeg havde taget testen, - men efter at have deltaget lidt på debatten på det åbne forum, blev jeg alligevel for nysgerrig. Mit allerførste arrangement var et kæmpe stort middagsarrangement med næsten 100 deltagere, hvor jeg ankom uden at kende et menneske og ret nervøs! Ville jeg overhovedet kunne finde de andre? Hvordan var de? Så de vildt nørdede ud? Ville jeg falde totalt igennem, blive ignoreret, sidde for mig selv i et hjørne, mens de andre diskuterede hjernekirurgi eller kvantefysik? Heldigvis blev mine fordomme i dén grad skudt ned, og jeg havde en meget, meget hyggelig dag, hvor jeg tog hjem med en næsten euforisk fornemmelse af at have fundet en masse ligemænd og -kvinder. Hvor var det herligt at sidde dér og snakke med så mange spændende folk, som bare greb mine argumenter i luften, og som ikke gloede på mig, som om jeg var åndssvag, når jeg stillede et spørgsmål for meget! Siden da har jeg engageret mig en del i foreningen, - jeg kommer ikke til alle arrangementer, da jeg i forvejen har et aktivt arbejds- og privatliv, - men jeg ville ikke undvære mit medlemskab i dag. Bare de diskussioner, man kan ende i med en flok mensanere en sen lørdag aften på MIK! Vi får virkeligt sat verden på rette plads!

Mand, sidst i 50’erne

Som med alt andet her i livet var det styret af tilfældigheder. Min ældste datter interesserede sig for intelligens og havde opdaget, at hun åbenbart ikke var i underskud, da diverse online tests ikke voldte synderlige problemer. Én ting er mere eller mindre seriøse intelligenstests på nettet, noget helt andet er en ægte, anerkendt, kontrolleret test. Jeg blev slæbt med en oktoberdag, da hun nødig ville gå alene (og endnu nødigere betale selv). Dette reducerede også hendes transportproblem til at sætte sig ind i en bil og stige ud af den ved destinationen. En ubetinget fordel, hvis man ikke har den store stedsans. Vi tog testen og fik også set den berømte nøglering, og mit første indtryk af den var, at den lignede en billig taiwanesisk hængelås. Da svaret (som egentlig ikke overraskede nogen af os) kom, var det meget naturligt at melde sig ind af to årsager:

1. Pga af det sene tidspunkt i kontingentåret, kunne vi slippe med halv pris.
2. Det ville være interessant at finde ud af om de var lige så nørdede/vanvittige/underlige som os selv.

Det var med bævende hjerte, jeg troppede op første gang til fælles samvær. Denne bæven forsvandt efter ca. 3/8 sekund, for de forsamlede viste sig at være personer, jeg følte, jeg havde kendt hele mit liv - og det er lang tid. Det var som at komme hjem. Siden er jeg blevet mere aktiv i foreningen, og fornemmelsen af at være fuldstændig på bølgelængde (hvilket overhovedet ikke betyder, at man har samme meninger) er den samme hver gang. Når man vender hjem fra MIK (vores årlige pinsekomsammen), er første tanke: 'Hvordan overlever jeg et helt år til næste MIK?', for oplevelsen af at være sammen med 100 andre, der har samme indgangsvinkler til tilværelsen, er helt speciel.

Kvinde, sidst i 30’erne

Jeg tog Mensa-testen for 6-7 år siden, fordi jeg altid havde fået at vide at jeg var intelligent og jeg gerne ville vide, om det nu også var rigtigt. Det viste det sig at være og jeg meldte mig så ind i Mensa af nysgerrighed. Jeg kommer ikke til så mange arrangementer, men har i årenes løb alligevel både været til cafemøder, pubquiz, rotur, foredrag, spilleeftermiddage, middage og en enkelt weekendtur. Jeg nyder mensaarrangementerne, fordi mine medmensanere kan give mig et modspil, som jeg ikke møder så tit ellers. Det er tydeligt, at mine medmensanere kan følge min undertiden snørklede tankegang meget lettere end gennemsnittet og det stiller jo større krav til det, jeg siger eller argumenterer for. Jeg går altid stimuleret, inspireret og opfyldt af nye tanker fra et mensaarrangement.

Mand, sidst i 40’erne

Jeg gav mig selv adgangstesten i fødselsdagsgave – for sjovs skyld, og nok fordi jeg havde en grum mistanke om, at jeg ville klare den nogenlunde. Det var herefter også nysgerrighed, der fik mig til at prøve et Mensamedlemskab. Og hvorfor hænger jeg så stadig ved? Fordi det er en anderledes og sjov forening at være medlem af. Jeg er vild med årets MIK, hvor man træffer mange forskellige mennesker, og hvor det er meget livsbekræftende at møde så meget talent og overskud, og så er der højt til loftet. Her er plads både til den talentfulde nørd og til os andre med mange forskellige interesser. Der er altid nogen, der er klog på et emne eller behersker en aktivitet. Særlig pris sætter jeg på den begavede og syrlige humor, som dukker frem overalt. Selv om vi snakker om meget andet end intelligens i foreningen, er det rart, at det engang imellem diskuteres. Når jeg sådan tænker over det, har jeg nok stort set aldrig snakket om min intelligens med andre end mensanere.

Kvinde, under tyve

Jeg blev medlem som 15 årig efter både min far og søster forslog mig at tage testen, da de lige var blevet medlemmer. Jeg har nu været medlem i ca. 3 år og har absolut ingen planer om at melde mig ud. På trods af at jeg ikke er et særlig aktivt medlem føler jeg mig aldrig udenfor når jeg møder op til et arrangement eftersom man er på bølgelængde med de fleste. Min tid som medlem har dels givet mig nogle rigtig gode venner og en masse gode oplevelser men også en bedre forståelse overfor mig selv om min intelligens.

Kvinde, midt i 30’erne

Jeg har været medlem af Mensa siden 1993 (dansk og amerikansk). Jeg tog en for-sjov-test ved et tilfælde; Jeg var på Experimentariet med noget fjern families venners datter fra England (hun ville gerne møde jævnaldrende danskere), og da de over højttalerne fortalte om testen, tænkte vi, at det kunne være sjovt at prøve. Jeg syntes, testen gik rimelig godt og var da også spændt på resultatet. At jeg tog den adgangsgivende test, var fordi min far mente at jeg skulle se 'hvor langt jeg kunne komme' - og så lovede han vist nok også at betale (jeg var en fattig studerende). I mellem tiden var jeg flyttet fra København til Odense og havde mødt min mand, og der gik et stykke tid, før jeg fik tildelt en testdato, og da dagen så endeligt nærmede sig, var jeg lidt spændt på, hvordan min mand ville tage, at jeg skulle til Mensa test - men det gik fint. Jeg gik fra testen med en god fornemmelse men uden rigtigt at vide, hvad jeg ville bruge resultatet til. At jeg meldte mig ind var fordi min mor betalte første års kontingent, samt at jeg var ny i Odense og så det som en mulighed for at møde andre end dem på universitet, og så for 'at se giraffen'. Jeg er forholdsvis aktiv i foreningen, det vil sige, at jeg kommer til café aftener, foredrag, MIK og sociale arrangementer. Grunden, til at jeg bliver ved med at forny mit medlemskab, er fordi jeg godt kan lide at være sammen med mennesker, der ikke er bange for en diskussion, og hvor det bliver anset for normalt at være uenig og diskutere alt fra hvorfor Arla ikke producerer økologisk mælk til principperne for gyrokoptere. Desuden er der et stort 'udvalg' af arrangementer såsom foredrag med Lotte Heise, Helmuth Nyborg eller Thorkild Grosbøll, ølsmagninger eller biografture.