Privatlivspolitik

Hvordan bruger Mensa dine oplysninger?

Mensa Danmark behandler oplysninger om dig, når du bruger vores hjemmeside, når du tager en IQ-test, og når du melder dig ind i foreningen.

Vi behandler personoplysninger efter principperne om dataminimering, formålsbegrænsning og fortrolighed. Det betyder, at vi tilstræber kun at indsamle de oplysninger, der er relevante og nødvendige for at administrere dit medlemskab og drive foreningen.

Oplysningerne behandles til legitime formål, som er beskrevet i denne politik eller følger af foreningens drift og forpligtelser.

Adgangen til oplysningerne begrænses så vidt muligt til personer med et legitimt og sagligt behov, og oplysningerne opbevares ikke længere end nødvendigt under hensyntagen til foreningens administrative og medlemsmæssige behov.

Vi arbejder desuden for at beskytte oplysningerne mod uautoriseret adgang, deling og viderebehandling gennem passende tekniske og organisatoriske foranstaltninger.

Formål med behandlingen

Mensa Danmark behandler personoplysninger for at kunne administrere medlemskabet og drive foreningen. Oplysningerne anvendes blandt andet til registrering af medlemskab, opkrævning af kontingent, kommunikation med medlemmerne, udsendelse af medlemsinformation, håndtering af genindmeldelser samt administration af tillidsposter og foreningens aktiviteter.

Som led i foreningens sociale formål giver Mensa Danmark medlemmer mulighed for at finde og kontakte hinanden. Denne adgang stilles til rådighed med henblik på at understøtte personlig kontakt mellem medlemmer og deltagelse i foreningens aktiviteter.

Mensa Danmark er desuden forpligtet til at dele navn, medlemsnummer, e-mail og næste fornyelsesdato med Mensa International.

Oplysningerne må ikke anvendes til andre formål end dem, hvortil de er indsamlet eller stillet til rådighed, medmindre behandlingen er lovlig, forenelig med det oprindelige formål eller udtrykkeligt godkendt af Mensa Danmark.

Når du besøger vores hjemmeside

Vi anvender vores eget statistikværktøj (Matomo) på foreningens servere til at skabe et overblik over brugen af hjemmesiden og dens funktioner. Der anvendes ikke tredjeparts sporingscookies. For indloggede medlemmer registreres aktivitet under et pseudonymt medlems-ID, således at analyser af brugsmønstre som udgangspunkt kan foretages uden direkte identifikation af den enkelte bruger.

Når du tager en IQ-test

Vi bruger oplysninger om dit navn, adresse, fødselsdato m.m. til at identificere dig. Mensa og Mensas rådgivende psykolog bruger dit svarark til at give dig (og kun dig) resultatet af din test, og til at tilbyde dig medlemskab af foreningen, hvis det er relevant.

Oplysningerne opbevares i seks måneder og slettes derefter. Vi bevarer dog oplysninger om, at du har taget testen, herunder navn, fødselsdato, testdato og om du opfylder optagelseskriteriet for medlemskab. Disse oplysninger anvendes, fordi vi har pligt til at sikre, at du ikke tager testen mere end 3 gange, og til at give dig mulighed for at melde dig ind i foreningen, hvis du først får lyst til det senere.

Hvis du melder dig ind

Vi behandler oplysninger om navn, adresse og kontaktoplysninger til brug for medlemskartoteket og medlemsoversigten. Derudover behandler vi oplysninger, som er nødvendige for administrationen af foreningen, herunder kommunikation med tillidspersoner og omtale i referater. Vi opbevarer også de indlæg, du skriver på vores forum, indlæg i medlemsbladet og lignende.

Af hensyn til sikkerheden logger vi, hvilke medlemsoplysninger der slås op, samt tekniske serverlogs (IP-adresser) i kort tid. Slettede oplysninger kan findes i sikkerhedskopier i op til 30 dage.

Tillidspersoners adgang til medlemsoplysninger

Tillidspersoner kan få adgang til medlemsoplysninger i det omfang, det er nødvendigt for at udføre deres hverv. Adgangen tildeles efter et "need-to-know"-princip og kan til enhver tid ændres eller tilbagekaldes af bestyrelsen.

Tillidspersoner må kun anvende oplysningerne til opgaver, der er direkte relateret til deres funktion i Mensa Danmark.

Medlemmers brug af medlemsoplysninger

Oplysninger i medlemsoversigter og medlemssøgninger stilles til rådighed med det formål at understøtte kontakt mellem medlemmer og deltagelse i foreningens aktiviteter.

Oplysningerne må ikke anvendes på en måde, der er uforenelig med dette formål. Dette omfatter blandt andet systematisk indsamling af medlemsdata, opbygning af egne databaser, profilering eller kategorisering af medlemmer, statistiske analyser af medlemsbestanden, offentliggørelse eller deling af medlemsdata eller afledte analyser samt upload til eller behandling i eksterne tjenester, herunder AI-systemer, medmindre dette er godkendt af Mensa Danmark.

Hvem hjælper os med at behandle dine oplysninger?

Hjemmesiden og medlemskartoteket drives på servere inden for EU. Vi anvender eksterne databehandlere til blandt andet drift af hjemmesiden, e-mail, betalingsløsninger, SMS-udsendelser og fejlrapportering. Betalingskortoplysninger behandles af vores betalingsleverandører og er ikke tilgængelige for Mensa Danmark.

Enkelte af vores leverandører er hjemmehørende i USA, herunder Google i forbindelse med e-mailtjenester. Eventuelle overførsler af personoplysninger sker på grundlag af de overførselsmekanismer, som til enhver tid er godkendt af EU-Kommissionen.

Henvendelser til foreningens postkasser kan blive kategoriseret eller prioriteret ved hjælp af automatiserede værktøjer, herunder AI-baserede løsninger. Der træffes ikke automatiske afgørelser om medlemmer på dette grundlag.

Foreningens udviklere kan desuden anvende AI-værktøjer som hjælpemiddel i forbindelse med teknisk drift, udvikling og fejlsøgning. Ved brug af AI-værktøjer søges personoplysninger behandlet på en måde, der begrænser risikoen for videreanvendelse af oplysningerne, herunder til træning af AI-modeller.

Hvis du melder dig ud igen

Oplysningerne i medlemskartoteket slettes seks måneder efter udmeldelse. Vi bevarer dog navn, fødselsdato, e-mail og medlemsnummer, så du senere har mulighed for at melde dig ind igen.

Oplysninger, som du selv har offentliggjort på foreningens forum, omtale i referater og lignende materiale, kan fortsat være tilgængelige som en del af foreningens historik.

Retsgrundlag

Personoplysninger behandles efter reglerne i databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra a, b og f (samtykke, opfyldelse af aftale og berettigede interesser).

Mensa Danmark (CVR-nr. 74007619) er dataansvarlig for behandlingen af personoplysninger. Hvis du har spørgsmål til behandlingen af dine oplysninger, kan vi kontaktes på kontakt [at] mensa.dk (kontakt[at]mensa[dot]dk) eller 70 23 45 67.

Dine rettigheder

Du har ret til at få indsigt i de oplysninger, vi behandler om dig, få urigtige oplysninger rettet, få oplysninger slettet i det omfang lovgivningen giver mulighed herfor, begrænse eller gøre indsigelse mod behandlingen samt trække et eventuelt samtykke tilbage. Henvendelser kan rettes til kontakt [at] mensa.dk (kontakt[at]mensa[dot]dk).

Du kan læse mere om behandling af personoplysninger på Datatilsynets hjemmeside. Her finder du også information om dine rettigheder og muligheden for at klage over behandlingen af dine oplysninger.

Version

Senest opdateret: 5. september 2026

Godkendt af bestyrelsen for Mensa Danmark.