Kvindernes Kampdag - Kvinder i Mensa

Et nyt metastudie omfattende 35 års forskning af køn og intelligens fastslår, at man ikke kan finde signifikant intelligensforskel på mænd og kvinder (Se artikel nederst).

Alligevel er mange endnu i dag ikke tilbøjelige til at anerkende usædvanligt intelligente kvinder.

I anledning af kvindernes kampdag har nogle af vores kvindelige medlemmer beskrevet, hvordan de som særligt begavede bliver mødt af omverdenen, og i lyset af dette, hvad de får ud af at være med i den sociale forening Mensa.

Ida

På min folkeskole i 90’erne var der en fiks idé om at piger ikke kunne være gode til matematik og fysik. Jeg aner ikke om de andre piger i min klasse i virkeligheden kunne have brilleret i naturfagene, hvis ikke de var blevet skudt ned med lærernes lave forventninger.

Selv ville jeg ikke finde mig i at blive italesat som dårlig, når nu jeg var pissegod til matematik. Min mor havde skullet sparke døren ind til naturvidenskaben 30 år før mig, så der var støtte hjemmefra til mine ambitioner om at blive matematisk student.

Resultatet blev at jeg i udskolingen blev betragtet som en slags intetkøn, fordi jeg ikke passede ned i piger-kan-ikke-finde-ud-af-matematik-kassen.

I Mensa oplever jeg stik modsat et fællesskab, hvor jeg fra dag 1 bare passede ind. Det er befriende at være i en forening, hvor alle andre også er højt intelligente, så det er din personlighed, der definerer dig, fremfor at du altid skal blive rubriceret som ”Den kloge pige i klassen”.

Pippi

At jeg er intelligent eller at jeg er medlem, er hverken noget jeg frembassunere eller holder hemmeligt. Hvis folk siger til mig at jeg er intelligent, svare jeg typisk: "ja" og prøver ikke på at skjule det. I min barndom var det hellere ikke noget lærerene lagde skjul på. Omend et par stykker af dem syntes jeg var irriterende.

Men jeg har en del gange oplevet at folk har anbefalet mig at spille mindre intelligent for at få en kæreste/partner. Jeg har fået besked på at hvis jeg nu opførte mig mindre nørdet eller var mere tilbageholdende, ville det blive nemmere for mig. Jeg har dog altid affejet den slags råd med kommentareren: "Og hvor lang tid skal jeg så spille skuespil? Skal jeg bedrage partneren til vi bliver gift eller hvad? Hvad sker der når de finder ud af hvem jeg er?"

Marie

Jeg har indtryk af, man som kvinde især kun bliver opfattet som intelligent, hvis man er i videnskabsmiljø eller tydeligt traditionelt drengenørdet. De intelligente relationer og menneskelig kommunikation, det intelligente forældreskab, livsklogskab, intelligens i venskab og socialisering er ikke til at tage og føle på. Det er lettere med kvantemekanik. Sjovt nok. Som pigepige (uden universitetsuddannelse), med traditionelle pigeinteresser, skulle jeg være dygtig i mange retninger, vælge uddannelse udenfor opvækstmiljø, opfinde en brancheniche, blive chef, direktør for to virksomheder og medlem af Mensa uden at nogen som sådan opfatter mig som særligt begavet på den høje måde. Går helt under den radar. Der er nu heller ingen sociale point i at være højtbegavet andre steder end i laboratorie- og på naturvidenskabelige institutioner, tror jeg. Og slet ikke for kvinder da. Tværtimod vil det få nogen til at føle sig truet. Kvinder på ligeværd og mænd på deres maskulinitet. Min oplevelse er, høj begavelse er noget, der er stærkt upassende at tale om. Det er lettere at fortælle om sygdom end om høj begavelse. Jeg ville sandsynligt modtage mere positive reaktioner på at skrive på sociale medier, at jeg havde fået Corona til en demonstration eller var stressramt og med livsstildiabetes end at skrive om at være med i Mensa og have udfordringer ved at være højere begavet end næsten alle andre. Jeg er sikker på, man som intelligent kvinde gør både mænd og kvinder utilpas. Jeg forestiller mig heller ikke, man ville skrive det i partnersøgende situation. Det er næsten ligeså provokerende usexet at bekende sig som højtbegavet kvinde som at være feministisk aktivist eller parkeringsvagt. Den info vil man nok ofte gemme til 2. date Hvis man er klog, skal man da helst i det mindste helst være grim. At være medlem af Mensa er et frirum, hvor jeg ikke altid skal være på vagt, kan slappe af, ikke konstant skal beregne sociale konsekvenser, nedspille mig selv for at passe ind og kan være ubekymret om folks syn på mig. Her opfattes jeg som det eneste sted i mit liv ikke som arrogant, hvis jeg står ved, jeg er en intelligent kvinde. Det er en befrielse. Der er ikke andre steder til det i samfundet. Overhovedet. Ofte ikke engang i nær familie.

Sandra

I Mensa følte jeg mig for første gang helt ok, præcis som jeg er. Som barn fik jeg at vide, at det var godt at få gode karakterer og være velbegavet, men det var vigtigt ikke at gøre et stort væsen ud af sig og blære sig, hvorfor jeg var den typiske dygtige, stille, pæne pige. De lærere i folkeskolen, der så at jeg var dygtig, havde en opfattelse af, at man så blot skulle have flere opgaver eller jeg underviste de andre i klassen. Det var drønkedeligt, men jeg opførte mig pænt og kom ud med høje snit. Den eneste gang hvor jeg indtil da virkelig følte mig set, som højt begavet, var da jeg lavede min 3.g opgave i matematik. En kvindelig matematiklærer støttede mig – for alle andre var det en udskejelse, der ikke skulle tages alvorlig – og jeg endte da også på CBS efterfølgende indenfor HA-almen – i stedet for at forfølge mine lidt anderledes interesser. På handelshøjskolen begyndte jeg kun at gøre det der skulle til for at ligge lige over middel. Gad ikke. Følte mig misforstået og forvirret. Hvorfor var det ikke godt at være højt begavet og tænke så anderledes som jeg gjorde? Og hvorfor var ingen interesserede i disse anderledes tanker og refleksioner? Først med mit medlemskab i Mensa og mødet med de andre medlemmer begyndte jeg at tænke at jeg måske faktisk virkelig var god nok, præcis som jeg er, og at ja, jeg er anderledes, men på en god måde. Alt dette har givet mig et langt bedre ståsted i livet, også når jeg også skal hjælpe mine børn med at forstå og udleve deres høje begavelse i et samfund, der godt nok rykker sig, men ikke er helt åbent omkring dette endnu.

S-

Bortset fra en enkelt matematiklærer i gymnasiet, har jeg aldrig selv oplevet den holdning, at kvinder ikke kunne være intelligente. Det har mere været et spørgsmål om, at der ikke samtidig kunne være plads til resten af min personlighed, hvis jeg ville respekteres for min intelligens blandt mænd. Til gengæld var jeg fuldt accepteret for den og har lavet masser af gruppearbejde med dem. Omvendt så bygger kvindelige relationer til venner og kolleger i høj grad på ligheder og at kunne spejle sig i hinanden, så her har jeg oftest været nødt til at underspille min intelligens for at kunne finde plads til resten af mig uden at vække for mange underlegenhedsfølelser eller fremmedgørelse.

Før jeg blev medlem, var det oftest et valg mellem at være intelligent eller social. I Mensa er hele pointen, at man kan være begge dele.

Anita

Jeg har fundet et job hvor det virkelig bliver værdsat når jeg tænker hurtigt og ud af boksen. En chef der har givet mig et stort ansvar hurtigt og frihed til at eksekvere til trods for at jeg ikke har erfaringen til at burde kunne det men fordi jeg lærer hurtigt kan gøre det alligevel. Og endda så godt at jeg er blevet udvalgt til at være en af dansk erhvervslivs talenter i Berlingske talent 100 inden for forretnings udvikling i 2021. Selvtilliden til at præstere på det her niveau sammen med gode venskaber er hvad Mensa har givet mig. 

Ingerid

Dengang jeg blev medlem, var jeg åben omkring det. Mit ræsonnement var at jeg som person jo var den samme som inden, så hvorfor skulle folk se anderledes på mig nu? Det viste sig at være meget naivt, og jeg oplevede at der opstod en afstand både i mine venskaber (kvinder) og til mine kollegaer (mænd). Nu holder jeg lav profil, sjovt nok lidt ud i fra samme tankegang: Mit medlemskab her definerer jo ikke hvem jeg er som person.

Boys and girls equal in intelligence!

Cracking down on a popular belief, a 35-year study shows no difference between the IQs of girls and boys.

By compiling 35 years of IQ test benchmarking data, it is now scientifically established that, contrary to some representations, boys and girls exhibit the same intellectual performance. From this point of view, there is no longer any reason to favor certain apprenticeships or certain training courses according to gender.

Jacques Grégoire, Professor at the Faculty of Psychology and Educational Sciences at the Catholic University of Louvain, presents solid empirical data on intelligence and gender.

Historically, considerations about the intellectual capacities of women have pushed them towards certain apprenticeships or certain jobs. Even today, it is sometimes considered that boys are more suited to science and girls to literature, that the latter are less competent in digital and visuospatial tasks and, therefore, less able to succeed in certain fields.

A recent study of the performance of boys and girls on intelligence quotient [IQ] tests, as well as an analysis of 35 years of benchmarking these tests, show that these considerations are no longer relevant.

The author of the study, Professor Jacques Grégoire, is particularly familiar with the subject he is dealing with here: his expertise in psychometry is recognized worldwide and he participated in the American development of IQ tests for adults (WAIS-IV, in use since 2008) and for children (WISC-IV, then WISC-V), as well as the French adaptation of all tests from WISC-III.

He compared the calibration data used for the WISC-V (representative of the French population aged 6 to 16, for 517 boys and 532 girls). The results are statistically unequivocal:

There is no significant difference between the total IQ of boys and girls. Total IQ calculated with WISC-V provides a valid estimate of intelligence according to the CHC (Cattell-Horn-Carroll) model.

There is no significant difference in the variance of the results; that is, there are as many boys as there are girls in high and low cognitive performance.

And what does a more detailed comparison of the data show?

The WISC-V provides a Full Scale IQ and five Index scores (each based on two subtests): Verbal Comprehension, Visual Spatial, Fluid Reasoning, Working Memory and Processing Speed. There is no significant difference between boys and girls for the first four Index scores.

A significant difference of moderate magnitude appears to favor girls for the Processing Speed Index. A few hypotheses, still to be verified, have been made to explain this difference:

Better reading skills (would promote faster processing of visual stimuli);

Finer motor skills and better oculomotor coordination;

More effective attentional control.

“This difference may explain, in part, the more assertive school behavior of girls and their higher academic performance than boys in adolescence and early adulthood. Apart from the difference in the processing speed index, the WISC-V calibration data do not show any particular intellectual predisposition to girls or boys for certain learning or for certain training courses”, concludes Jacques Grégoire.

Jacques-Grégoire_LeSoir.jpg© Le Soir

Source: Grégoire, J. (2020). Intellectual Differences Between Boys and Girls, 35 Years of Evolution from WISC-R to WISC-V. A.N.A.E., 169, 673-681.