Høj begavelse er ikke altid en gave – og langt mere end blot »hjerneguf«
Høj begavelse er ikke altid en gave – og langt mere end blot »hjerneguf«
18. januar 2020 - 6:46
Indlæg i Berlingske af Jeppe Lilholdt, skoleleder på Atheneskolen for højt begavede børn.
Anledningen er lukningen af Folkeskolens Talentenhed
Er det i samfundets interesse at holde højt begavede børn nede på et gennemsnitsniveau i en idealistisk lighedstanke, der resulterer i at tabe de bedst begavede på gulvet, fordi de opgiver i afmagt?
Jeppe Lilholt, skoleleder på Atheneskolen – skolen for højt begavede børn
Det var nedslående, da børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil meddelte, at den særlige talentenhed skal lukkes. Det er sørgeligt, at et skoleløft er på bekostning af talenterne.
På Atheneskolen hører jeg dagligt om de udfordringer, højt begavede elever oplever i det ordinære skolesystem. For det er ikke altid en gave at være begavet. Problemer kan være ganske komplekse som følge af, at viden og modenhed sjældent følges ad for højt begavede børn – fem-årige kan f.eks. forstå alle konsekvenser af global opvarmning og samtidig begræde, at julemanden dermed mister sin bopæl.
Det er glædeligt, at der nu er to etablerede skoler for højt begavede børn og yderligere to undervejs.
For der er et behov for særlig undervisning til særlige børn. Der er desværre en tendens til at sige, at »de skal nok klare sig – de er jo kloge« – men er det fair og det, vi vil?
Intelligenskurven er en klokkekurve, hvor vi har et tilbud til de to pct. af børnene, som befinder sig til højre på kurven.
Læs mere
Foto: Karsten Weirup (Pf/Dj).
Når de kommer til Atheneskolen, får vi efter bare få dage med en ny elev meget ofte en jublende tilbagemelding fra forældrene. Deres barn har nemlig for første gang fået en legeaftale og deres barn har pludselig kammerater, som de er på bølgelængde med – bogstaveligt talt.
Men de klarer sig vel nok alligevel, de kloge? Ja, nogle kæmper sig igennem, andre opgiver og bliver dybt præget af ikke at føle sig forstået – alle har de været ensomme og frustreret i hele deres skoleliv – og ingen af dem har i deres voksenliv en eneste ven fra skoletiden, for de har altid været uden for det sociale liv.
Er det i samfundets interesse at holde højt begavede børn nede på et gennemsnitsniveau i en idealistisk lighedstanke, der resulterer i at tabe de bedst begavede på gulvet, fordi de opgiver i afmagt? For ligheden er netop idealistisk og ikke reel. Forældre til et højt begavet barn, som mistrives, skal dels have midlerne til at betale for en friskole, og dels være så heldige at få en plads, for der er lange ventelister.
Indsatsen for de talentfulde børn i folkeskolen er nu fjernet for børn, som kommer fra alle samfundslag – også de fattigste. Er det lighed? Hvis regeringen vil være sig selv bekendt, må opgaven være at tilgodese et godt skoleliv. For alle børn.