Af Anne Marie Geisler Andersen og Loa Andersen
Kan høj intelligens forveksles med en psykiatrisk diagnose? Og hvad betyder det for ens selvforståelse, og for ens liv, hvis svaret er ja?
For Anne Marie begyndte spørgsmålene for alvor at melde sig i 2010.
Hun er vokset op med en far, der har været psykisk syg, siden hun var ung. Selv blev hun ramt af depression i 2003 og igen i 2008. Da hun i 2010 sad i Folketinget og hørte et oplæg om ADHD, kunne hun genkende mange træk fra sig selv.
Hun opsøgte en psykiater og fik diagnosen – med den bemærkning, at hun formentlig først havde opdaget det så sent, fordi hun havde en høj IQ.
At leve med en diagnose
Efterfølgende holdt Anne Marie foredrag om at vokse op med psykisk sygdom i familien og om at have ADHD. Diagnosen gav i første omgang rigtig god mening.
“Det forklarede, hvorfor jeg havde ‘kørt så stærkt’, at det flere gange var endt i en stressudløst depression. Det er jo rigtigt nok, at jeg modsat mange andre trykker på speederen frem for på bremsen, når jeg bliver presset.”
Diagnosen gav hende også redskaber og øget selvindsigt. Hun kunne genkende sig selv i beskrivelserne. Men samtidig begyndte en tvivl at vokse frem.
“Min oplevelse var, at mine udfordringer ikke var så store, at det stadig berettigede til en diagnose.”
I 2015 opsøgte hun derfor en psykiater igen for at få en revurdering. Beskeden var klar: Var hun kommet uden en diagnose, ville hun ikke have fået en.
“På den ene side følte jeg, at jeg var kommet af med diagnosen – og så alligevel ikke.”
For hvad stod der egentlig i journalen? Og hvilke konsekvenser kunne det få?
“Jeg er faktisk i tvivl om den dag i dag, hvad der fremgår af min journal, og hvordan jeg eksempelvis ville have stået, hvis vi ville have adopteret et barn, have været plejefamilie eller lignende. Og om jeg stadig tæller med i statistikkerne over mennesker, der har ADHD, som jo kun går en vej, nemlig opad.”
Et middagsbord og en IQ-test
For et par år siden tog historien en ny drejning. Familien sad ved middagsbordet, og den ældste datter havde for sjov taget en IQ-test og scoret 130.
“Selv om testene mig bekendt jo ikke er lavet til børn, så gjorde det alligevel indtryk.”
Familien begyndte at lege med forskellige IQ-tests. Anne Marie tog Mensas test og fik svaret, at hun kunne søge om optagelse.
Det var ikke første gang. For cirka 25 år siden havde hun forsøgt at blive optaget i Mensa på opfordring fra en bekendt. Hun var meget tæt på – blandt de tre procent med højest IQ – men testsituationen havde været mærkelig.
Denne gang blev resultatet en IQ på over 135, og hun blev medlem af Mensa.
Da medlemsbladet begyndte at lande i postkassen, gik det op for hende, at der er mange fællestræk ved det at have en høj IQ og det at have ADHD.
Lighederne i hverdagen
Hvilke ligheder ser Anne Marie selv mellem høj IQ og ADHD?
“Jeg har altid talt meget hurtigt og troede egentligt, det var min hyperaktivitet. Men nu ved jeg, det er fordi, jeg bare processerer hurtigt. Oftest tænker jeg jo langt hurtigere, end jeg taler.”
Hyperfokus havde også været en del af ADHD-forklaringen.
“Men den kan mig bekendt også hænge sammen med en høj IQ.”
Hun nævner den høje retfærdighedssans, den lette søvn, følsomheden over for lyd og lys, de skærpede sanser og det at være meget i sine følelsers vold.
“Nu er jeg jo ikke psykolog, men så vidt jeg har læst mig til, er det også typiske forhold ved både ADHD og høj begavelse.”
Ligefremheden. Den manglende lyst til at pakke ting ind. Rastløsheden. Utålmodigheden.
“Jeg er heller ikke en person, som bliver mange år i det samme. Men det er ikke, fordi jeg ikke kan gøre ting færdigt. For det kan jeg godt. Jeg er bare lærenem og keder mig nok lidt, når tingene bliver for rutineprægede.”
Alt sammen træk, der passede fint ind i ADHD-diagnosen.
Den endelige afklaring
Selvom det koster lidt at blive testet grundigt, valgte Anne Marie at opsøge psykolog Dea Franck i oktober sidste år.
“Allerede efter min indledende fortælling sagde hun, at det ikke tydede på, at jeg havde ADHD; der var en rød tråd hele vejen igennem.”
Testningen blev hurtigt afbrudt med ordene: “Du har ikke ADHD!”
Fokus og arbejdshukommelse lå i henholdsvis den højeste og den næsthøjeste percentil, hvilket ifølge psykologen er uforeneligt med ADHD.
“Da jeg så læste i psykologens udredning, at ADHD’en var en fejldiagnose, at jeg var højt begavet og kunne komme til at mestre, lige nøjagtig det jeg ville, følte jeg mig på en eller anden måde sat fri.”
Hun oplevede, at hun måske havde pillet sig selv lidt ned og haft for meget fokus på sine begrænsninger. Hun blev også gjort opmærksom på evner, hun ikke anede, hun havde, blandt andet en stærk rumlig sans. Den nyder hun nu godt af, når hun spiller fodbold.
“Min selvopfattelse var for eksempel blevet til, at syning havde jeg hverken tålmodighed eller kunne sidde stille til. Men kort før jul fik jeg lagt flere par bukser op, og så syede jeg en strop-t-shirt til vores mellemste barn. Det tog en halv dag, men jeg hyggede mig faktisk med det. Og sværere var det jo ikke.”
Retten til at komme sig
Anne Marie har været politisk aktiv i 20 år og har siddet i Folketinget, regionsråd og flere byråd. En af hendes hjertesager er retten til at få revurderet og eventuelt slettet en psykiatrisk diagnose. Da hun kort var medlem af Folketinget i starten af 2019, var hun ordfører på et beslutningsforslag fra SF om “retten til at komme sig” eller til at få slettet en psykiatrisk diagnose uden at skulle søge ud i det private for at få det gjort. Desværre faldt det.
Hun nævner, at man i Norge har indført ret til revurdering. “Hvorfor skal mennesker fastholdes i en diagnose, som ikke længere giver mening eller er retvisende?”
“I Danmark kan det være svært at komme af med en diagnose, når man først har fået den, hvad enten det er fordi, man ikke længere har symptomerne, eller det har været en decideret fejldiagnose. Det synes jeg ikke er rimeligt.”
I dag er det, ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed, ikke muligt at få slettet hverken en fysisk eller psykiatrisk diagnose fra sin journal, selvom man er blevet rask. Man kan dog få skrevet i journalen, at man ikke længere har symptomerne. På grund af lange ventetider prioriterer Danske Regioner dog de mennesker, der afventer deres første udredning, og altså ikke dem, der vil have revurderet deres diagnoser. På den måde oplever mange at møde misforståede hensyn eller forhindringer i forskellige situationer, fordi deres diagnose stadig er registreret som aktiv.
Anne Marie understreger, at hun ikke har noget imod diagnoser. “Jeg har bestemt ikke noget imod, at folk får diagnoser, hvis de har brug for det, og der er grundlag for det. Men jeg synes, det er problematisk, hvis mennesker får en ADHD-diagnose, når der rent faktisk er tale om, at de har en høj IQ.”
Udfordringerne kan ligne hinanden – men løsningen er ikke nødvendigvis den samme. “Havde jeg lyttet til den første psykiater og taget det for gode varer, så kunne jeg have spist ADHD-medicin resten af livet.”
At give næste generation klarhed
En del af hendes motivation for at få vished handlede også om hendes børn.
“Særligt en af vores piger har en del træk, der minder meget om mig. Hun kom et par gange og spurgte, om jeg troede, hun havde ADHD.”
Det tror Anne Marie ikke. Men hun havde brug for at kunne give en mere udførlig forklaring.
“Hvad forklaringen er, ændrer os jo ikke som mennesker, men det ændrer den måde, vi bedst håndterer det på. Eksempelvis tager man jo ikke ADHD-medicin mod en høj IQ.”
Hun oplever, at hun bedre kan møde sin datter og skabe gode rammer, når hun ved, hvad der er på spil.
En historie til fælles refleksion
På den baggrund har Anne Marie valgt at dele sin historie for at skabe synlighed om problematikken.
“Mit bedste bud er, at jeg ikke er den eneste i denne situation.”
Spørgsmålet er ikke enten-eller. Men historien peger på, at grænserne mellem høj begavelse og diagnose kan være mere flydende, end man umiddelbart tror – og at retten til at få sin historie revurderet kan være afgørende.
Hun er spændt på at høre, om der er andre i Mensa, der har oplevet noget tilsvarende.