Min første forelskelse

Af Jan Manfeld

Fotos: TourMalaysia

Når jeg fortæller folk, at jeg er vild med whisky, er der et spørgsmål der altid går igen. Hvorfor whisky? Hvorfor ikke cognac eller rom?

Svaret er da nemt nok. Whisky smager af meget mere. Der er langt flere smagsstoffer i whisky end i de to andre. Whiskyen er generelt mere kompleks i smagen, og så kan man - ligesom med vin - smage hvor den kommer fra. Der er lige så store smagsforskelle mellem de forskellige whiskies, som der er f.eks. mellem rom og cognac. Whisky har masser af ånd, og størsteparten af al whisky er produceret efter gamle håndværkstraditioner. Kvalitet er i højsædet, ikke snobberi (måske med "Chivas Regal" som en enkelt undtagelse).

Bortset fra enkelte cognac-entusiaster der føler sig provokeret, er det et svar alle kan godtage. Enkelte stiller uddybende spørgsmål; men alle forstår hvad jeg mener - tror de. I virkeligheden er jeg fuld af løgn. Ikke at ovenstående ikke er sandt nok. Det er det! Dog inderst inde i mit hjerte findes en anden lidt mere sentimental forklaring.

Det hele starter i Malacca - Malaysias gamle smukke hovestad. En kulturhistorisk perle. Jeg var stadig en ung knægt, og på rundtur på Malacca-halvøen. En syvdages guided tur arrangeret af Tjæreborg. Vores kønne unge kvindelige guide var fænomenal. Hun havde ikke lært tingene udenad. Hun havde sat sig ind i dem og formidlede dem med stor ivrighed og afslørede indsigt i islam, buddisme, taoisme og hinduisme, Malaysias natur, kultur, historie og politiske forhold.

Når hun ikke prøvede at charmere fakta ind i hovedet på os, reciterede hun norske digte på bred Esbjerg-dialekt, prøvede at lære os bahasa Malay (det malaysiske sprog), eller fik os til at synge fællessang af vore ikke-medbragte højskolesangbøger. Resten af tiden agerede hun hønemor.

Ret imponerende af en pige i starten af tyverne, og ikke lige prototypen på en Tjæreborg-guide. Det eneste hun havde til fælles med en standardiseret turistguide var det evige smil. Forskellen var bare at hendes smil var udtryk for ægte glæde og livslyst. Trods sit meget professionelle ydre, kunne vi mærke at hun indeni var lidt usikker. Nogle af os drillede hende lidt, og hun reagerede oftest ved at smile lidt forlegent og genert slå øjnene ned. Ind imellem trådte hun sig selv over tæerne og rødmede. Det var så sødt, at det var svært ikke at blive ved med at drille, og jeg holdt mig vist ikke særlig meget tilbage. Vi var nogle stykker, der var ved at blive lidt småforelskede.

Et kinesisk begravelsesritual

Tilbage til Malacca. På en shoppingtur var vi uforvarende kommet til at deltage i et kinesisk begravelsesritual. Vi jokkede ind i noget vi troede var en begravelsesforretning indtil vi opdagede at der lå et lig. Vi blev noget forskrækkede; men den sørgende kinesiske enke var ved at gå ud af sit gode skind af bare glæde. At en stor gruppe skandinaver kom for at sige farvel til hendes afdøde mand, var et sikkert tegn på en succesfuld reinkarnation. Jeg var temmelig paf, og vel tilbage på hotellet gik vi ned i baren, hvor jeg fik mig en tiltrængt stiv whisky.

Vores kvindelige guide dukkede op, og så at jeg var lidt bleg om næbbet. De andre fortalte derefter hvad der var sket, og hun muntrede sig temmelig meget over min tilstand. Efter at have grinet færdig spurgte hun mig om hvad jeg drak. Jeg sagde "Glenfiddich", og forklarede at det var den eneste maltwhisky de havde. Det viste sig, at hun også havde viden om whisky, og hun fortalte mig lidt om skotsk maltwhisky, som jeg stort set intet vidste om dengang. Hun fortalte mig at jeg nok skulle få muligheden for at smage noget på turen.

Jeg prøvede at udfritte hende; men hun ville ikke fortælle hvornår eller hvordan. "Det er en hemmelighed" sagde hun og blinkede med det ene øje. Jeg rødmede en smule, hvilket blot fik hende til at rode i mit hår og hviske mig i øret at det skulle være en overraskelse, hvorefter hun gik. Jeg rødmede nu langt op over begge ører, og resten af rejseselskabet lo temmelig højlydt. Jeg var prügelknabe hele aftenen og også lidt de kommende dage. Det var vel også ganske velfortjent. Jeg havde jo ikke selv holdt mig tilbage med at mobbe hende.

Næste dag kører vi af sted mod Cameron Highland. Et ferieparadis for de lokale. Der er nemlig dejlig køligt. Nogle gange helt ned til 20 grader om dagen. Vi kører ad snoede bjergveje der skærer sig gennem den tætte jungle. Det er ganske få steder muligt at nyde udsigten. Junglen er for tæt på begge sider af vejen. Pludselig, da vi kommer ud af et sving ligger der et engelsk herresæde i ren tudorstil. Der er en kæmpemæssig have i engelsk stil: Hvidt stakit hele vejen rundt, nydelige blomsterbede uden det mindste tegn på ukrudt, smukt tilskårne buske, en tætklippet græsplæne og fint revne gange. Selve huset er hvidt med bindingsværk og ganske stort, med en spektakulær udsigt over en stor sø, og så hedder det "The Lakehouse".

Det er som taget ud af "Country Life". Virkelig, virkelig imponerende og fuldstændig malplaceret. Det viser sig at være et hotel. Det hotel vi skal bo på. Det har kun 18 værelser; men alle værelserne viser sig at være forskellige og møbleret i forskellige historiske stilarter.

Efter at have klædt om fra rejsetøj til "smart casual" får vi serveret te med bisquits og scones, og vi hilser på ejeren. En nydelig ældre skotsk gentleman i kilt. Mens vi drikker vor te og spiser vore scones, spiller vor skotske vært sit hjemlands vemodige sange på Hammond orgel. En bizar oplevelse midt i den Malaysiske jungle. Senere om aftenen var der selvfølgelig en treretters menu bestående af traditionelle engelske retter inklusive det traditionelle gennemstegte kød og de allestedsnærværende "mushy pees" (det engelske udtryk for ærter der er så udkogte at de smatter helt ud blot man rører forsigtigt ved dem).

Verdens fornemste drik

Efter middagen smiler guiden hemmelighedsfuldt og fortæller mig, at det er nu jeg skal opleve min overraskelse. Hun slæber mig med ned i baren, der har et kæmpe udvalg af skotsk maltwhisky. Hun har hentet den skotske vært, der gennemgår de forskellige geografiske whisky-regioner i Skotland, og jeg og guiden får lov til at smage en Knockando. Vi oplever begge den kendte smag af brændte mandler og kigger hinanden i øjnene. Her oplever jeg den første store forelskelse. Nej ikke i den ellers så søde guide; men i verdens fornemste drik: skotsk maltwhisky.

Siden har jeg haft mange småforelskelser i forskellige whiskies, det er idag groet til en gedigen kærlighed for whisk(e)y. Af nostalgiske årsager har jeg stadig en flaske Knockando stående derhjemme. Hver gang jeg snupper en sjat af den, tænker jeg lidt vemodigt tilbage på mine oplevelser i hine dage i Malaysia.

Næste gang du oplever at jeg fyrer den sædvanlige "seriøse" smøre af om hvorfor jeg lige netop kastede mig over whisky, så smil og blink til mig med det ene øje. Så ved jeg du har forstået.