Intelligens i 100 år

- af Jan Manfeld, den 9. januar 2004

Det er i år 100 år siden at Charles Edward Spearman fandt g-faktoren, hvilket må siges at være gennembruddet for den moderne intelligensforskning. Herfra skal lyde et tillykke til fødselaren, der er så stærk og potent som nogensinde før. G-faktoren er still going strong og en 100 års fødselsdag må være det helt rette tidspunkt at gøre status over g-faktoren og andre nyere intelligensteorier.

Der findes utallige definitioner på begrebet intelligens. Symposier, artikler og andre forsøg, har ikke fået intelligensforskere til blot tilnærmelsesvis at blive enige om en definition på intelligens. Nogle få af de definitioner jeg er stødt på er: Den første Cattell-inspirerede definition er tyvstjålet fra en Mensafolder. Den anden er meget brugt i intelligens-debatten, når der skal diskuteres hvilken teori er bedst til at måle eller forudsige "succes i livet" - også selv om intelligens ikke er det eneste der forudsiger "Succes i livet". Den tredje er på sin vis langt ude; men det hænder alligevel at man ser den i opgaver og rapporter af forskellig slags - måske fordi det er en ganske praktisk definition og fordi den indirekte henviser til g. Den fjerde definition er en del af den, der står i Lademanns Leksikon, og den femte er nævnt som eksempel, fordi forståelsen af begrebet intelligens er blevet bredere end det var tidligere. Til sidst har jeg nævnt en definition, der tager udgangspunkt i hjernen, som en del især neurologer vælger at gøre det. Problemet er at gode definitioner ikke er særlig konkrete og at de konkrete definitioner enten er for snævre eller intetsigende. Det gør det ret svært at skrive om intelligens når der er så mange, ofte indbyrdes stridende, definitioner af begrebet. Uanset hvad man skriver eller hvordan man definerer begrebet, så kan man være stort set sikker på at have fornærmet mindst halvdelen af dem, der beskæftiger sig med intelligens.

En manglende definition af begrebet er dog ikke nødvendigvis en forhindring i at forske i intelligens, og der eksisterer da også en hoben teorier om intelligens, hvoraf den mest anerkendte er den videnskabeligt gennemanalyserede g-faktor, hvorimod den mest kendte i den brede befolkning er den noget kontroversielle MI-teori. Herudover findes en række mindre kendte teorier, hvoraf nogle dog nyder en del respekt i forskerverdenen. De teorier jeg har valgt at beskæftige mig med er: Der findes andre teorier som f.eks. Guilfords SOI (Structure of Intellect), Thomson og Thorndikes overlapningsteori, Coles moralske intelligens og Emmons spirituelle intelligens. Disse har jeg simpelthen valgt ikke at beskæftige mig med, da stort set alle forskere efterhånden er blevet enige om at afvise dem helt eller delvist. Så dem må du læse om andetsteds.

Både Sternbergs triarkiske model, Cattells flydende/krystalliseret intelligens og Guttmanns Radex model kan betragtes som supplement til g-faktoren. Golemanns emotionelle intelligens lægger sig ligesom ved siden af eller udenfor g; men er i strid med MI. MI er den eneste intelligens-teori, der er i et modsætningsforhold til samtlige andre teorier på området (inklusive dem jeg har valgt ikke at beskæftige mig med). Da slaget om intelligensen i offentligheden især står mellem g og MI har jeg lagt mest vægt på disse to, selv om jeg nok personligt synes at det er synd for Sternberg. Hans model er på mange måder er den mest spændende og nyskabende, og derfor får hans teori også lidt mere plads en de sidste tre, der ganske ærligt behandles forholdsvis overfladisk. Efter min mening tilfører de ikke intelligensbegrebet ret meget nyt og ikke er helt så interessante som de andre.

Teorien om den generelle intelligens.

Baggrund

På sin vis er det urimeligt at kalde g for "den generelle intelligens", fordi ingen i dag betragter g som værende fuldt dækkende for begrebet intelligens. Det var dog det navn Charles Edward Spearman brugte da han i 1904 fandt g-faktoren ved hjælp af den faktoranalyse, som han selv havde opfundet. Det er måske det 20. århundredes største gennembrud i intelligensforskningen. I hvert fald er han sin tids mest citerede psykolog i vore dage. Ved hjælp af sin faktoranalyse lykkedes det ham at dokumentere væsentlige sammenhænge mellem 6 specifikke mentale evner: Oldkundskab, fransk, engelsk, matematik, tonehøjde og musik. Det mest interessante var ikke at der var sammenhæng mellem disse evner; men at der var en endnu større sammenhæng mellem evnerne og en bagvedliggende ukendt faktor, som han så valgte at kalde for g-faktoren. De specifikke evner valgte han at kalde for s (s - for specifik evne, se figur 1). Modellen kaldes også for 2-faktor modellen.

Figur 1. To-faktor modellen med specifikke evner og en generel faktor

Spearman havde altså bevist en statistisk sammenhæng (korrelation, r); men han erkendte åbenlyst at han ikke viste hvad g egentlig var. Spearman fortsatte dog med at finde mentale evner, der korrelerede med g, og andre forsatte hvor han slap. I dag er der fundet utallige mentale evner, der korrelerer med g, som f.eks. social og moralsk forståelse, rumlige evner, hukommelse, paratviden, koncentrationsevne, hastighed af informationsbehandling og reaktionstid. De utallige evner, der efterhånden er fundet fik forskerne til at overveje muligheden for en 3-faktor model. Flere undersøgelser bekræfter da også at der er tale om en 3-faktor model hvor man snakker om nogle variable , der korrelerer med nogle førsteordens faktorer, der igen korrelerer med g. Populært taler man også om en generel faktor, nogle gruppefaktorer og nogle specifikke evner. Se figur 2.

Figur 2. Trefaktor modellen med G-faktor, Førsteordens faktorer (gruppefaktorer) og Variable (specifikke evner).

Biologiske sammenhænge med g

Et af mange intelligensforskeres yndlingsargument for at g ikke blot er en matematisk konstruktion uden relation til virkeligheden, er at g korrelerer med en del fysiske biologiske faktorer. Det har de ret i, om end korrelationerne ikke er lige stor ved alle sammenhænge. De biologiske sammenhænge der er med g, som er veldokumenterede er: Legemshøjde, hovedstørrelse/hjernestørrelse, frekvensen af alfabølger i hjernen, sukkeroptag i hjernen, amplitude og latens for opbygget potentiale (evoked potential) i hjernen (hjernen opbygger et potentiale ca. ½ sek. før bevidstheden handler), hormonbalancen og det generelle helbred. Der findes også en sammenhæng mellem ernæring i småbørnsårene og g. Infrahumane dyr har noget der er ret sammenligneligt med g-faktoren. Ved påførte hjerneskader på disse dyr har man fundet noget der stærkt tyder på at g har en direkte sammenhæng med opgavekompleksiteten og til antallet af neurale processer involveret i opgaveløsningen.

En forholdsvis ny teori går ud på at g i virkeligheden er kapaciteten i hjernens arbejdslager. I en enkelt undersøgelse med test af arbejdslager, hvor man fjernede indflydelse fra korttidshukommelsen og hjernens arbejdshastighed, viste der sig en korrelation med g på 0.98. Et ekstremt højt tal. Målingerne blev foretaget på prøver der målte flydende intelligens (som mange anser for værende det samme som g). Forskningen er så ny og ufærdig at det er svært at se arbejdslagerkapaciteten som andet end en psykometrisk størrelse. Biologien bag er ikke dokumenteret; men spændende er det.

Jeg har flere gange snakket om sammenhænge eller benyttet begrebet korrelation. Og når jeg nu er nået til de biologiske sammenhænge (korrelationer) og endda er begyndt at sætte tal på dem er det på tide jeg forsøger at forklare begrebet nærmere.

Når man taler sammenhænge mellem forskellige ting siger man ofte at noget har en korrelation med noget andet på f.eks. 0,42. En fuldstændig sammenhæng mellem to ting vil have en korrelation på 1,00 og en korrelation på 0,00 betyder at der overhovedet ingen sammenhæng kan spores. En negativ korrelation betyder at der er en negativ sammenhæng, f.eks. Jo højere IK, des lavere trafikuheldsrate. I stedet for at forklare matematikken bag disse tal, har jeg valgt grafisk at vise størrelsen på nogle udvalgte korrelationer i nogle simple koordinationssystemer (figur 3). Jeg synes at det giver en god fornemmelse af størrelsesordenen.

Figur 3. viser en korrelation (r) på hhv. 0,90 -0,60 0,72 og 0,42

Et sted hvor den biologiske sammenhæng eller korrelation med g springer virkeligt i øjnene er når vi taler arv. g er i høj grad arvelig. Børns IK er meget afhængig af forældrenes IK. Det kunne teoretisk set lige så godt skyldes miljø som arv; men adoptivbørn har en IK, der er langt mere afhængig af de biologiske forældres IK end af adoptivforældrenes IK. I særdeleshed når børnene er blevet voksne.

Et endnu bedre argument for g´s arvelighed end forældre-børn korrelationen er tvillingeforsøg. Korellationen i IK mellem tveæggede tvillinger er ca. 0,60, godt og vel det samme som for andre søskende. For enæggede tvillinger er korrelationen 0,86. Det burde tale sit tydelige sprog; men nogle argumenterer med at enæggede tvillinger vil blive behandlet meget mere ens end tveæggede tvillinger, netop fordi de er så ens, at miljøet stadig kan være den vigtigste faktor. Og her er det så at briternes ubetænksomme brutalitet kommer ind i billedet. Tilbage i 40'erne, 50'erne og 60'erne mente britiske myndigheder at det var en god idé at adskille enæggede tvillinger fra fødslen, hvis de skulle adopteres bort. Det betyder at der findes masser af enæggede tvillinger, der er opvokset i forskellige miljøer. Ikke så hyggeligt for tvillingerne, men absolut guf for forskere af forskellige slags. Disse enæggede tvillingepar fra forskellige miljøer, har en korrelation på 0,75 hvilket betyder at arveligheden har langt større betydning end miljøet, når vi taler IK og g.

Interessant nok vælger vi også ægtefælle efter intelligens. Korrelationen mellem ægtepars intelligens (0,4) er en del højere end sammenhængen mellem ægtepars legemshøjde (0,3).

Forskellige forsøg på miljømæssigt at hæve intelligensen er alle mislykkedes. I en periode kan man godt hæve intelligensen 5-10 IK point, men når forsøget stopper falder IK'en igen til det den var før, eller måske en anelse over. Og om det så er intelligensen eller bare evnen til at løse IKprøver man har hævet kan diskuteres. I Milwaukee regnede man ud i 1973 at det kostede 23.000$ pr. hævet IK-point pr. barn i deres projekt. De har ikke siden gentaget projektet.

Den praktiske værdi af g

I starten af artiklen nævnte jeg en definition af intelligens som hed "Mål for succes i livet", og der er ikke fundet nogen evne der målbart giver større "succes i livet" end g. Jo højere IK, des højere karakterer og des højere uddannelsesniveau. Jo højere IK, des bedre klarer man sig på jobbet. Ved en høj IK bliver man sjældnere fyret, får højere løn, får bedre stillinger, har større jobtilfredshed. Økonomisk og socialt klarer man sig også bedre. Man er sjældnere på overførselsindkomst, bliver sjældnere skilt og er ikke så ofte enlig forsørger, ens børn har højere fødselsvægt, chancen for at blive fængslet er væsentlig lavere, man bliver ikke så tit ramt af uheld, og er sjældnere misbruger. Der kan nævnes et væld af sammenhænge mellem g og "succes i livet"; men det er der ikke plads til i denne artikel. Der findes også negative sammenhænge f.eks. med nærsynethed, allergi og antal børnefødsler (intelligente føder færre børn). De fleste af disse sammenhænge er fundet i USA og England. Den Amerikanske Psykolog Lisa Gottfredson, der har undersøgt sammenhænge mellem jobevner, social stilling o.s.v. har skrevet en Mensa-prisbelønnet artikel om g's betydning i hverdagen. Artiklen hedder "Why G matters", og fra den har jeg hentet de oplysninger, der indgår i nedenstående "Succes i livet" tabel:
Tabel over "Succes i Livet"
IK (middelværdi 100, SD 15)< 7576-9091-110111-125>125
Andel af befolkningen i procent52050205
Lever under fattigdomsgrænsen3016632
Droppet ud af High School5535610
Arbejdsløs i 1 måned sidste år1210772
Skilt inden 5 år efter giftemål212223159
Mor med barn med IK<753917670
Mor med barn uden for ægteskab3217842
Kronisk bistandsklient3117820
Har siddet i fængsel77310
Mor til barn med lav fødselsvægt75321
Typisk KarrierepotentialeFabriksarbejder, rengøring, sygehjælper, lagerarbejderKontorassistent, betjent, sælger, kasserer, maskinistMellemleder, skolelærer, bogholder, programmørAdvokat, apoteker, topleder, ingeniør
Chance i livetHøj risikoOp ad bakkeFølger medEr foranEr rosenrød
Figur 4. "Succes i livet". Værdierne i denne tabel er hentet fra Lisa S. Gottfredssons "Why G matters" artikel og bearbejdet af Jan Manfeld. Bortset fra IK-værdierne er alle tal angivet i afrundede hele procenter.

Det er dog vigtig at nævne at den sociale arv er langt større i Danmark, hvorfor disse sammenhænge ikke alle sammen er lige så udtalte herhjemme; men ifølge Socialforskningsinstituttet (Ulighed og Livsforløb, 2003) er der ingen tvivl om at danskere med høj generel intelligens stadig er sociale mønsterbrydere.

Målbarheden af g

Den mest korrekte måde at måle g på ville være at bruge et særdeles bredt og omfattende batteri af prøver, så man får testet alle eller næsten alle evner, der korrelere med g. Dette er dog i praksis ikke muligt. Det ville tage måneder, kræver masser af udstyr, og være stort set ubetaleligt, så i praksis har man valgt at bruge IK-prøver, der statistisk set er temmelig gode. IK og g er altså ikke helt det samme. IK er et forsøg på at måle g. Et ganske fin måde at måle g på; men ikke helt perfekt. IK-prøver vurderes dog som værende rimeligt præcise.

Kendte IK-prøver som Ravens Progressive Matricer og WAIS har en meget høj korrelation med g (ca. 0,90). Statistisk set giver de altså et ganske pænt resultat; men for individet kan spontane store udsving forekomme. De meget store udsving kan dog stort set forklares ved testanters modvilje mod testningen - også kendt som idiosynkrasi. Det kendes bl.a. fra session hvor nogle forsøger at blive kasseret p.g.a. lav intelligens. Hvis man gentester folk inden for et år er test-gentest korrelationen typisk større end 0,90 så problemet er ikke overvældende stort; men det er selvfølgelig noget man skal være opmærksom på.

Et større problem har Flynn-effekten vist sig at være. Ifølge James R. Flynn er IK'en steget med 2- 3 IK point pr. 10 år. Teasdale fra Københavns universitet mener (sammen med Owen) at det skyldes at vi er blevet mere skolevante, herunder mere vant til prøver. Jensen mener også det nok skyldes at vi er bedre trænet i prøver eller prøvelignende opgaver. Teasdale og Owen har i øvrigt fundet ud af at Flynn effekten er stoppet. Flynn effekten har bevirket at alle seriøse IKtestudbydere rekalibrerer deres prøver med jævne mellemrum.

IK er normalfordelt. Det er nu ikke helt sandt. I virkeligheden véd vi ikke om g er normalfordelt; men der er meget der tyder på en klokkeformet fordeling, der ligner en normalfordeling. Også selv om kurven nok bryder sammen ude i de yderste ender. Som regel vælger man dog at se IK som normalfordelt. Billedligt talt kan man opfatte normalfordeling som en klokkeformet kurve, hvor rigtigt mange befinder sig omkring midten, og langt færre ude i enderne. Mange har altså en IK omkring gennemsnittet; mens kun ganske få har en meget høj eller meget lav IK. Man snakker om middelværdi og standard afvigelse. Middelværdien er medianen og gennemsnittet, altså lige der hvor klokkekurven topper, og inden for +/- 1 standardafvigelse (aka normalområdet) befinder lidt over 2/3 af befolkningen sig; mens kun 2,3 % af befolkningen befinder sig mere end 2 standardafvigelser over middelværdien, så ved en middelværdi på 100 og en standardafvigelse på 15, skal man have mindst 131 for at tilhøre de 2%, der kan blive medlem af Mensa. Se figur 5.

Figur 5. Klokkekurven, her en normalfordelingskurve

Det er ret indlysende at man er mindre intelligent som barn end som voksen. Intelligensen falder også når man bliver gammel. Ikke desto mindre vil man typisk have samme IK både som barn og voksen og gammel, fordi IK er et tal der beskriver ens intelligens i forhold til andre i samme aldersgruppe. IK'en ændrer sig altså ikke synderligt gennem livet. IK'en er dog ustabil i de allerførste barneår. Fra man er ca. 2 til 10 år gammel stiger stabiliteten. Korellationen i IK på de samme personer målt som 10-årige og som 18-årige ligger på ca. 0,80 i forskellige forsøg. Se figur 6.

Figur 6. Tabel, der viser IK målt som 18-årig sammenholdt med IK målt ved andre aldre

Derefter holder den sig stabilt indtil man bliver gammel. Som voksne har vi altså en helt stabil IK, hvorimod vi modnes så forskelligt i barndommen, og ældes så forskelligt i alderdommen, at IKmålinger er mere usikre i disse perioder af vort liv.

Befolkningsmæssige forskelle i g

Danmarks store samfundsrevsende nationalhistoriker Palle Lauring sagde en gang: "Det er jo det, som vi af demokratiske grunde ikke vil indrømme. Vi vil godt indrømme det, når det drejer sig om chimpanser. Hos dem er der 7-8 procent højt begavede. Men hvis vi siger, at det er ligesådan med mennesker, så er det meget, meget upassende". Sådan er det stadigvæk. Kønsforskelle, raceforskelle og andre befolkningsforskelle i IK er et kontroversielt emne, og de der lufter disse idéer bliver ofte skældt hæder og ære fra, får trusselsbreve og det er sågar sket at de får officielle minister-reprimander eller ligefrem bliver fyret fra deres universiteter af politikerne. Ikke fordi idéerne er forkerte. Forskellene er oftest ganske veldokumenterede; men det er stadig politisk ukorrekt at påpege forskelle i intelligens mellem køn, racer og erhvervsgrupper - eller blot mellem mennesker.

For at starte med kønsforskelle i intelligens, så er der kun fundet minimale forskelle på IK (eller g) mellem de 2 køn. Der har været lavet utallige forsøg og forsøgene viser generelt at der ikke er nævneværdig forskel i IK'en mellem mænd og kvinder. I målinger på Ravens Progressive matricer, som er den IK-prøve Mensa Danmark bruger, klarer mænd og kvinder sig lige godt. R. Lynn har fundet en forskel på 1-5 IK point i mænds favør på WAIS testen. Han spekulerer på om det bl.a. kan skyldes forskellen i hjernestørrelse. Helmuth Nyborg fra Århus Universitet har udført et forsøg, der ifølge dagspressen viser at mænd har en lidt højere g end kvinder, sandsynligvis fordi piger modnes hurtigere end drenge, og at deres udvikling af hjernen derfor stopper først. Som 14-årige har drenge og piger samme g; men som 16-årige har drengene overhalet pigerne. Resultatet af testen er beregnet, således at eventuelle kønsfordele skulle være elimineret. Nyborg har ikke blot brugt IK-prøver; men en række forskellige tests for at komme nærmere g end en IKprøve normalt gør. Forsøget er endnu ikke af- eller bekræftet af andre forsøg; men har dog været udsat for meget stærk kritik, bl.a. har den velrenommerede lektor i statistik og Formand for Kvinfos bestyrelse Inge Henningsen kritiseret det statistiske materiale og at den videnskabelige dokumentationen ikke har været fremlagt. Ifølge Nyborg selv er resultatet af forsøget dog 95% sikkert. Indtil videre må konklusionen være at det endnu ikke er veldokumenteret at det ene køn skulle være nævneværdigt mere intelligent end det andet.

Derimod er der fundet andre forskelle i mænd kontra kvinders intelligens, som er langt bedre dokumenteret. Den tydeligste forskel er at mænds visuelt-rumlige evner er klart bedre end kvinders. Mænds matematiske evne er også lidt bedre en kvinders. Kvindernes verbale evner overgår dog mændenes tydeligt. På andre sproglige områder er kvinder også bedre, dog ikke helt så udtalt. Kvinder har en hurtige opfattelsesevne og bedre korttidshukommelse end mænd, der så har en større paratviden end kvinder. Forskellige forskere har dokumenteret at forskellene i lige så høj grad skyldes hormonbalancen inden for hvert køn, som det egentlige fysiske køn. Der findes altså mænd med en kvindelig intelligens og omvendt.

Forskellene mellem mænd og kvinder er dog mindre end de individuelle forskelle i hver gruppe, så f.eks. er kvinder med en høj IK typisk bedre til rumsansning end mænd med en middel IK.

En anden forskel på kønnene er at der er større spredning på mænds intelligens end på kvinders. Der findes altså flere højt intelligente mænd end kvinder og flere lavt intelligente mænd end kvinder. Selv om forskellen er tydelig er den ikke overvældende stor. Arthur R. Jensen anslår forskellen i standardafvigelse til at være en faktor mellem 1,1 og 1,3 for mænd i forhold til kvinder.

Endnu tydeligere end kønsforskellene er raceforskellene. Asiater scorer lidt højere end hvide, der scorer noget højere end sorte. Alle forsøg, også på meget store befolkningsgrupper, bekræfter dette resultat. Der er lavet forsøg, hvor man tager hensyn til kulturelle, socioøkonomiske, geografiske og uddannelsesmæssige forskelle; men resultatet er det samme: Asiaterne (Især Japanere, kinesere og koreanere) scorer bedst og sorte scorer dårligst. Det er dog stadig sådan at de individuelle forskelle indenfor grupperne er større end grupperne imellem. Der er ingen tvivl om at både arv og miljø har en indflydelse på dette resultat; spørgsmålet er blot hvad der vejer tungest, og her diskuteres stadig lystigt blandt forskerne, selv om et flertal nok hælder mest mod arv.

Kritik af g

Hvis der er noget stort set alle intelligensforskere, kan blive enige om, så er det at g-faktoren er for snæver til at kunne dække den normale opfattelse af "intelligens".

Howard Gardner mener at g blot er en snæver "scholastic ability" (fremover frit oversat til skoleevne), der intet siger om intelligens. Han mener ikke at g har nogen større praktisk anvendelse og er generelt modstander af intelligenstestning, selv om han ikke udelukker at g i visse situationer kan bruges af psykologer, der kender dens begrænsning. Han afviser altså ikke eksistensen af g, blot at den har nogen særlig betydning, og at der ikke kun findes én men flere intelligenser.

Robert J. Sternberg er meget kritisk over for det han kalder en g-ocentrisk intelligens-teori. Sternberg ønsker dog ikke at kassere g-faktoren og erstatte den med noget andet. Han ønsker at forklare og supplere g-faktoren med andre bredere klasser af individuelle variable, som understøtter håndteringen af situationer i det virkelige liv.

Cattells opfattelse var at g ikke er en enkelt faktor men to faktorer. En flydende intelligens, Gf (evnen til at løse nye ukendte problemer) og en krystalliseret intelligens, Gc (evnen til at løse problemer baseret på viden/uddannelse/erfaring).

Det generelle svar på kritikken må være at alle kendte intelligensforskere anerkender g som værende veldokumenteret og solidt forankret i den psykologiske videnskab, og at det er det absolut mest anvendte begreb i forskningen af mentale evner. Der er bred enighed om at selv om gfaktoren måske ikke beskriver intelligens fuldt ud, så har den noget at gøre med intelligens, og er fuldt ud brugbar (Gardner vil måske i nogen grad være uenig).

Teorien om de mange intelligenser

Baggrund

Du har måske engang hørt at der findes 7 intelligenser. Hvis du har, så stammer det nok fra en bog skrevet af intelligensteoretikeren Howard Gardner i 1983. Bogen hedder "Frames of Mind" og beskriver teorien om "Multiple Intelligences". På dansk benævnes teorien også "Mange Intelligenser" eller blot MI. I bogen beskriver Howard Gardner de 7 intelligenser han dengang mente at have fundet. Han kalder sin teori for MI, fordi han ikke er sikker på antallet af intelligenser og han har da også i 1999 identificeret yderligere én intelligens i værket "Intelligence reframed". Her fortæller Gardner at han tidligt i sin karriere arbejdede med folk der havde fået afasi (nedsat sprogfunktion) pga. hjerneblødninger eller blodprop i hjernen. Han studerede bl.a. også børns mentale evner og disse evners indflydelse på deres læring. Begge dele ledte ham i retning af at et menneskes mentale sind bør ses som en serie af adskilte evner, der kun har ganske lidt med hinanden at gøre, og såfremt der er relationer mellem disse er de ganske uforudsigelige. Dette inspirerede ham til at arbejde på teorien om de mange intelligenser. I sit arbejde med MI har han baseret sig på elementer fra psykologi, biologi, neurologi, sociologi, antropologi, kunst og musik.

Teorien om MI er blevet utrolig populær, især i pædagogiske kredse. Det skyldes bl.a. at han er en højt estimeret pædagog og så at hans teori passer vældig godt ind i eksisterende viden og teorier om læring: Vi har alle forskellige måder hvorpå vi bedst lærer nyt, og det kan man i nogen grad basere på Gardners 8 intelligenser. I manges øjne er teorien en meget sympatisk teori, fordi den giver næsten alle en mulighed for at være "intelligente". Dybest set en smuk tanke. Jeg kommer til at tænke på scenen fra filmen "Gummi-Tarzan" hvor Otto Brandenborg med Ole Lund Kirkegaards ord siger til vores lille forfulgte antihelt at "Alle er gode til noget, man skal bare finde ud af hvad". Rigtigt sagt til den lille purk, og en hjertegribende scene.

De 8 intelligenser

MI teorien er dog ikke ren sentimentalitet og politisk korrekthed. Den er baseret på forskning. En forskning, der indtil videre har ledt frem til identifikationen af følgende 8 intelligenser og deres kerneoperationer: Sproglig intelligens er evnen til at forstå og bruge sproget og dets nuancer. Elever, der elsker at lege med ordenes betydning, at rime, som altid har en historie at fortælle og som hurtigt lærer fremmedsprog (herunder tegnsprog) har en høj sproglig intelligens.

Logisk-matematisk intelligens er evnen til at forstå og bruge abstrakte relationer. Videnskabsmænd og filosoffer er afhængige af denne intelligens; men også f.eks. sportsnørder, der kan deres statistik og folk, der tænker før de handler.

Musisk intelligens giver folk mulighed til skabe, kommunikere og forstå meninger lavet af lyde. Det er ikke kun komponister og musikere, der har denne evne, men også elever, der bliver afledt af fuglesang eller som konstant trommer rytmisk med blyanten i bordet.

Rumlig intelligens muliggør opfattelsen af visuel eller rumlig information, samt at kunne bearbejde informationen inde i hovedet, og genkalde information igen. Det ses bl.a. hos folk, der tegner kruseduller. Denne intelligens bruges især af arkitekter, skulptører og ingeniører.

Kropskinæstetisk intelligens tillader individer at bruge deres krop eller dele deraf til at skabe produkter eller at løse problemer. Sportsfolk, kirurger, dansere og håndværkere gør alle brug af denne evne.

Interpersonel intelligens gør det muligt at genkende og skelne andres følelser og intentioner. Lærere, forældre, politikere, psykologer og sælgere er afhængige af denne evne. Elever, der elsker gruppearbejde og som er i stand til at overbevise deres lærer om nødvendigheden til at give dem en længere tidsfrist til lektier benytter denne intelligens.

Intrapersonel intelligens hjælper individet til skelne i blandt sine egne følelser og bygge et klart mentalt billede af sig selv, og trække på dette billede til at tage beslutninger i livet.

Naturalistisk intelligens gør at folk kan skelne mellem, klassificere og bruge ting og kendetegn i miljøet. Landmænd, gartnere og arkæologer gør brug af denne intelligens, ligesom barnet, der kan nævne bilmærket på biler omkring det.

Definition af MI

Ifølge Gardner er en høj g ikke lig med høj intelligens, hvis den høje g ikke giver nogle resultater. Lidt populært kan man sige at hvis man har en høj IK; men ikke får noget ud af den, så er man måske ikke så intelligent alligevel (og man får ikke succes i livet). Det har Gardner taget konsekvensen af og har fravalgt psykometri i sin forskning. Psykometri er teknikker til at måle mentale egenskaber. I "Frames of Mind", hvor han præsenterede teorierne om MI for første gang, bygger han da heller ikke sine argumenter på psykometri. I sine seneste værker afviser Gardner dog ikke fuldstændig alle former for psykometri i alle situationer, ligesom han heller ikke fuldstændigt har afvist g.

Gardners egen definition på Intelligens er: "Et biopsykologisk potentiale til at bearbejde information på en måde så det kan aktiveres i en kulturel sammenhæng til at løse problemer, eller skabe produkter, der har værdi i kulturen". Med udgangspunkt i denne definition og at der findes sideordnede intelligenser, som næppe kan måles (psykometrien er jo afvist) valgte Gartner nogle helt specifikke kriterier til afgrænsning af begrebet intelligens. For at en evne skal kunne kaldes intelligens, skal den ifølge Gardner opfylde disse kriterier: I de senere år er Gardner blevet lidt blød i knæene og vil som sagt ikke længere helt afvise psykometriske resultater, så der burde måske have stået et punkt med teksten "Den skal understøttes psykometrisk".

Kritik af MI

Gardners MI-teori er nok den mest udskældte intelligensteori i de sidste 40 år. Den ene grund til at kritikken endte med at blive så hård er at Gardner indirekte dømte de sidste 100 års intelligensforskning som forfejlet og den anden grund er måske at Gardner i 12 år (1983-1995) nægtede at svare på nogen som helst form for kritik af MI-teorien. Det blev af nogle opfattet som arrogance, som om Gardner sagde: "Jeg har ret, I andre tager fejl og har altid taget fejl. Der er ikke noget at diskutere. Sådan er det bare". Det var næppe Gardners intention; men det blev opfattet sådan og frustrationen fik ind i mellem tonen til at blive lidt skinger.

Den mest udbredte kritik blandt intelligensforskere er at MI-teorien er uvidenskabelig, er inkompatibel med g, ikke forholder sig til arv og miljø, samt at den udvander intelligensbegrebet så meget, at begrebet bliver meningsløst.

Grunden til at nogle forskere finder MI-teorien uvidenskabelig er - ifølge kritikerne - at kriterierne han har sat op er vage, elastiske og derfor uden objektivitet, at hans teori er i direkte modstrid med psykometriske prøver (og dermed falsificeret) og endelig at han kommer med postulater, som han ikke forsøger at dokumentere.

Som et konkret og meget brugt eksempel kan nævnes at der psykomtrisk er fundet en korrelation mellem sproglige og matematiske evner på mellem 0,8 og 0,9 ligegyldigt hvilke tests man bruger. Kritikerne påpeger at dette er i strid med Gardners teori om at hans intelligenser er helt adskilte.

Gardner er dog meget fast i sit forsvar af sin MI-teoris videnskabelighed ved at henvise til de utallige laboratorie- og feltdata, der har medvirket til teoriens udvikling og den stadig fortløbende udvikling af teorien baseret på nye videnskabelige data. Vedrørende påstanden om at g er inkompatibel med MI påpeger Gardner at g sikkert har sin videnskabelige plads i intelligensteorien; men at det videnskabelige felt han interesserer sig for jo netop er forståelsen af de intellektuelle processer, der ikke kan forklares med g. Når det drejer sig om teoriens inkompabilitetet med arvemæssige eller miljømæssige sider af intelligens, fastslår Gardner at han ikke interesserer sig synderligt for om det er miljø eller arv der spiller ind. Han finder at samspillet mellem miljø og arv i forståelsen af intelligensen er mest relevant og interessant.

Det argument, der normalt får Gardner helt op af stolen, er argumentet om at han udvander intelligensbegrebet til ukendelighed. Det er jo et angreb på selve kernen i hans teori - hans hjerteblod. Han argumenterer ofte ret følelsesladet imod denne kritik. Gengivet i et neutralt tonefald mener han at den snævre definition som g har, blot er et mål for skoleevner, og at det er alt for begrænset en definition af intelligens. I hans opfattelse drejer MI sig om intellektuelle og kognitive aspekter af det menneskelige sind. Han mener dog at det er meget vigtigt at forstå at hans teori ikke er så bred at den dækker begreber som personlighed, moral, motivation eller andre lignende psykologiske faktorer.

Flere intelligenser

I sine bøger nævner Gardner at han ikke har eneret på at definere intelligens, og at andre evner som opfylder hans kriterier også kan defineres som intelligens. Derfor har man i en periode snakket om helt op til 10-12 intelligenser. Dem har Gardner dog sorteret ud i, og den naturalistiske intelligens er den eneste af de nye intelligenser som han personligt har godkendt (1999).

At Gardner har været åben for der kunne findes flere intelligenser end dem han har identificeret, har fået mange til at fremkomme med forskellige teorier om nye intelligenser, der passer ind i Gardners kriterier. Spirituel, seksuel og eksistentiel intelligens har været nævnt af flere. Gardner har vurderet disse og forkastet dem. Som et dansk kuriosum kan det nævnes at Don Ø helt alvorligt i TV2 erklærede at FCK-fans har en høj fodboldintelligens (modsat visse sportsjournalister). Morten Olsen er lige så alvorlig, når han mener at fodboldintelligensen ligger et andet sted, nemlig hos spillerne. Selv om begrebet her er brugt lidt løst og ureflekteret, så giver det et godt billede af begrebsforvirringen omkring intelligens. I Mensa Danmarks åbne forum på nettet, har medlemmer af ISKCON, Danmark (Hare Krishna) meget mere seriøst defineret deres tro som den eneste intelligente, og at de ifølge Bagavad Gita (det nok vigtigste hinduistiske skrift) er mere intelligente end ikke-troende.

Gardner er stødt på lignende argumenter når han har beskæftiget sig med "religiøs" eller "spirituel" intelligens. Nogle mennesker med en bestemt religiøs eller spirituel holdning mener at de og deres trosfæller er de eneste intelligente og at alle andre er uintelligente. Deres tro, eller deres gud, er den eneste intelligens der findes. Det fik Gardner til at fremkomme med følgende kommentar i "Intelligence reframed":

"The monopoly of those who believe in a single general intelligence has come to an end."

Den triarkiske teori

Robert J. Sternberg, en prominent psykolog ved Yale universitetet, er ofte blevet opfattet som en modstander af g. Det er dog misforståelse. Trods en stærk kritik af det han kalder en g-ocentrisk opfattelse af intelligens er han ikke bange for at tale om overvældende beviser for g og intet overbevisende, der taler imod g. Det han kritiserer er at forskerne stopper ved g, i stedet for at udvide forståelsen af g. Han har bl.a. omtalt g på denne måde "My house is a very very very fine house - but it is not the only house". Sternberg har arbejdet med at forklare g og at udvide eller supplere g. Han har selv lavet en mere omfattende teori, den såkaldte triarkiske teori om menneskelig intelligens. De tre dele af den triakiske intelligens teori er en komponentbaseret, en eksperimentel og en kontekstuel facet eller del-intelligens. Lidt populært taler man også om: Den analytiske facet (eller del-intelligens) har et påfaldende sammenfald med g (analytisk problemløsning m.v.). Han mener at analytisk intelligens er baseret på de samlede processer af Metakomponenter kontrollerer, overvåger og vurderer intellektuelle processer. De er overordnede funktioner til at ordne og organisere udførelses- og kundskabserhvervelseskomponenter. De bruges til at analysere problemer og vælge løsningsstrategier. Metakomponenterne bestemmer og udførelseskomponenter laver arbejdet.

Udførelseskomponenter udfører strategier udstukket af metakomponenterne. De er de grundlæggende processor i en hvilken som helst kognitiv handling. De er processer der tillader os at afkode stimuli, gemme data i korttidshukommelsen, lave beregninger (herunder mentale beregninger), mentalt sammenligne stimuli og modtage information fra langtidshukommelsen.

Kundskabserhvervelseskomponenter indeholder de processer, der bruges til at opnå og gemme ny viden (aka læringskapacitet).

Den kreative facet involverer indsigt, sammenfatning og evnen til at reagere hensigtsmæssigt på nye situationer og stimuli. Det er et eksperimentelt aspekt af intelligens og afspejler hvordan individet forbinder sin interne opfattelse til den eksterne virkelighed. Den tillader folk at tænke kreativt og at tilpasse sig kreativt til nye og ukendte situationer.

Den praktiske facet er evnen til at forstå og behandle hverdagssituationer. Det er det kontekstuelle aspekt af intelligens og afspejler hvordan individet relaterer sig til omverdenen. Folk med denne type af intelligens kan tilpasse sig eller forme deres miljø. De er snu eller sagt med et Amerikansk slangudtryk "street smart".

Sternberg mener at IK ikke nødvendigvis fortæller ret meget om hvordan man klarer sig i dagliglivet og han foreslår følgende årsager til hvorfor højt intelligente tit fejler: Sternberg bygger sin teori på bl.a. observation af studerende på Yale, og har her udviklet andre typer af Intelligensprøver. Hans teorier om intelligens og hans arbejde med disse er ganske omfattende, så dette afsnit om den triarkiske teori yder absolut ikke teorien fuld retfærdighed. Det kan betragtes som en appetitvækker, der forhåbentlig kan lokke nogle til selv at grave sig dybere ned i emnet.

Kritik af den triarkisk teori

Kritikken af Sternbergs triarkiske model har ikke været særligt omfattende. Det skyldes nok især at han ikke postulerer at have påvist holdbarheden af sin intelligensteori fuldt ud, og så fordi den ikke er i strid med g. De fleste venter nok med at fremkomme med en nøjere vurdering af teorien, til han er blevet "færdig" med sit arbejde.

Enkelte psykologer kritiserer dog Sternberg for at have lavet en teori om komponenter, baseret på fornuftssætninger, der ikke kan underkastes videnskabelige forsøg, og derfor ikke er videnskabelig; men blot spekulationer. Enkelte andre har blot set Sternbergs teori som en lidt anderledes version af Cattells idéer. Kritikken har dog generelt ikke vundet særlig stor genlyd.

Flydende og Krystalliseret Intelligens

Raymon B. Catells arbejde med mentale tests fik ham til at fremkomme med en teori om at g ikke er en generel faktor men to ganske forskellige generelle faktorer, en flydende (Gf) og krystalliseret (Gc) intelligens.

Gf eller flydende intelligens er evnen til løse nye og ukendte problemer. Gf måles bedst i kulturneutrale tests, der ikke har noget uddannelsesmæssigt eller kulturelt indhold, som f.eks. Ravens progressive matricer eller verbale tests hvor man skal finde sammenhænge mellem meget kendte ord.

Gc eller krystalliseret intelligens er evnen til at løse problemer baseret på viden og erfaringer. Man kan sige at Gf ved lærdom og andre påvirkninger krystalliseres i Gc. Gc afspejler altså i høj grad uddannelse og kulturpåvirkninger.

Personer med en høj Gf vil have en tendens til at skaffe sig en høj Gc, simpelt hen fordi de høster mere viden med den samme indsats som personer med en lav Gf.

Gc måles bedst i tests, der kræver uddannelse eller kulturelle påvirkninger. En sproglig opgave, der reflekterer Gf kunne være: 1. Vægt svarer til tung, som temperatur svarer til:
a. vand b. meter c. bred d. varm e. grader

Og en sproglig opgave der reflekterer Gc kunne være:
2. Islay svarer til Whisky, som Lapsang Souchung svarer til:
a. kaffe b. Indien c. te d. røg e. kakao

(1-d, 2-c)

Det interessante er her at tests, der ligner hinanden så meget kan være mest Gf hhv. Gc loaded, alene fordi den ene test forudsætter normal almenviden, hvorimod den anden forudsætter en bredere paratviden. Det har da også vist sig at hvis man undersøger f.eks. skolebørn i samme alder fra samme skole med samme sociale baggrund, så kan Gc og Gf ikke adskilles. For voksne mere forskelligartede grupper er det dog intet problem at adskille Gf og Gc.

Kritik af Gc/Gf

En af Cattells forudsigelser var at Gf i højere grad end Gc ville vise sig at være arvelig. Det har vist sig ikke at holde stik.
En svensk psykometriker, Jan-Eric Gustafsson, har lavet et kæmpe arbejde for at se om Gf/Gc teorien skulle holde. Han har lavet fem forskellige tredjeordens hierarkiske faktor-analyser. Disse viser entydigt at Gf og g er, om ikke det samme, så temmelig tæt på at være identiske. Nogle psykologer afviser at dog Gustafsson har leveret et endegyldigt bevis.

Guttmans Radex Model

Israeleren Louis Guttman udtænkte en visuel metode til at repræsentere sammenhænge mellem forskellige mentale evner. Evner med høj korrelation ligger tæt på hinanden, og evner med lav korrelation ligger langt fra hinanden. Oftest vises en specifik evne som en prik præsenteret på et todimensionalt areal. Oftest ser man prikker spredt ud over et cirkulært areal. Jo tættere en evne er på g, des tættere er den på midten. Evner der ligger tæt på hinanden bliver placeret i afgrænsede områder - ofte cirklet ind for at vise at de hører til samme gruppe af subintelligens. En sådan cirkel kaldes en radex. Forskellige sektorer af cirklen kan altså vise forskellige evner. Alt i alt kan man sige at Guttmans Radex Model blot er en anden og mere visuel måde at beskrive g på. Radex modellen er altså ikke i strid med g

Emotionel intelligens

David Goleman udgav i 1995 bogen "Følelsernes Intelligens". Bogen blev hurtigt en best seller, hvilket ikke var helt ufortjent. Det er en glimrende populær-psykologisk selvhjælpsbog, som mange mennesker kan få glæde af at læse. Bogen indeholder gode opbyggelige anekdoter og bygger på kendt psykologisk viden. Bogen indbefatter masser af materiale og gode råd af forskellige art, f.eks. om kontrol af følelser, motivation, iver, optimisme, vedholdenhed, empati, evnen til at læse følelser, selvbevidsthed og sociale evner. Som jeg ser det underopdeler Goleman sin emotionelle intelligens i 5 underområder (egenskaber): Alt sammen særdeles vigtige evner i dagliglivet; men mest af personlighedsmæssig art, og ikke af kognitiv eller mental art. Det kan derfor næppe siges at have noget at gøre med intelligens. At bruge ordet intelligens i denne sammenhæng er efter min opfattelse markedsføringsmæssigt en god idé, der sikkert virkede efter hensigten. Uheldigvis har det bidraget til at skabe yderligere forvirring om et ikke klart defineret intelligensbegreb.

Oversigt over intelligensteorier

Jeg håber ikke, at jeg også har virket til at skabe yderligere forvirring om intelligensbegrebet. Min intention var den modsatte. Forhåbentlig har du trods de mange teorier og de mange navne fået skabt et overblik over hvad de forskellige intelligensteorier står for. Ellers kan det være at nedenstående diagram giver en fornemmelse af og et overblik over de forskellige intelligensteorier.
Intelligens teorier:Antal Grundlæggende intelligenserOrdningSubintelligenserVidenskabelig basis
g-faktor1 (g - generel intelligens)HierarkiskGruppe og SpecifikkePsykometrisk/Eksperimentel
Mange Intelligenser8 (sproglig, logisk-matematisk, musisk, rumlig, kropslig, intra- og inter-personel, naturalistisk)Adskilt SideordnetIngenAnekdotisk/ Observerende
Den triarkiske model3 (analytisk, kreativ, praktisk)TriarkiskVarierendePsykometrisk/ Eksperimentel
Flydende og Krystalliseret2 (Flydende(Gf) og krystalliseret(Gc))HierarkiskGruppe og SpecifikkePsykometrisk
Guttmans Radex Model1 (g - general intelligens)RadexGruppe og SpecifikkePsykometrisk
Emotionel intelligens1 (Emotionel Intelligens)Hierarkisk5 specifikke egenskaberAnekdotisk/ Observerende
Figur 7. Oversigt over intelligensteorier

Hvis jeg er rigtig heldig, så har jeg givet dig lyst til at læse videre selv. I så fald kan jeg anbefale dig at starte med "The g Factor: The Science of Mental Ability." af Arthur R. Jensen. Det er den bedste bog om g-faktoren og måske den bedste bog om intelligens, der nogensinde er skrevet. Vil du ikke investere i en bog eller kan du ikke overskue at skulle læse 600 sider, kan jeg anbefale en artikel af Lisa S. Gottfredson i Scientific American fra vinteren 1998, der hedder: "The General Intelligence Factor". Den er skrevet på et letlæseligt engelsk, og er ganske glimrende. Den kan downloades fra Lisa S. Gottfredsons Hjemmeside på University of Delaware. God læselyst!

Tak til Jens Groth, Robert Tofte, Morten V. Christiansen, Sanne Kutscher, Peter Hallberg og Henrik Hornemann for inspiration, konstruktiv kritik og korrekturlæsning.

Referencer
Gottfredson, Linda S. (1998, Winter). The general intelligence factor. Scientific American Presents, 9(4), 24-29. http://www.udel.edu/educ/gottfredson/reprints/1998generalintelligencefactor.pdf

Gottfredson, Linda S. (1997). Why g matters: The complexity of everyday life. Intelligence, 24(1), 79-132. http://www.udel.edu/educ/gottfredson/reprints/1997whygmatters.pdf

Gardner, Howard (1999). Intelligence Reframed: Multiple intelligences for the 21st century. New York: Basic Books.

Gardner, Howard. (1983). Frames of mind: The theory of multiple intelligences. New York: Basic Books.

Jensen, Arthur R. (1998) The g Factor: The Science of Mental Ability. Westport, Conneticut: Praeger Publishers

Tor Nørretranders (1991) Mærk Verden: En fortælling om bevidsthed. Købenavn: Gyldendal. Fortæller bl.a. om evoked potential.

http://psycprints.ecs.soton.ac.uk/view/topics/intelligence-g-factor.html (1999, 2000) Psycoloquy: Intelligence G-factor, a discussion between Arthur R. Jensen and others

http://www.pz.harvard.edu/PIs/HG.htm (2000). Biographical data on Howard Gardner, Principle Investigators, Project Zero Website.

http://www.nea.org/neatoday/9903/meet.html (1999). NEA Today Online, Meet Howard Gardner: All kinds of smarts.

http://www.indiana.edu/~intell (2000-2003) Human Intelligence. An Indiana University Website.

http://www.mensa.dk (2003) Mensa Danmarks officielle hjemmeside. Web redakatør: Henrik Johansen, Tekster af Morten V. Christiansen (Hvad er intelligens) og andre.

http://www.dbu.dk Dansk Boldspils Unions officielle hjemmeside. Indeholder bl.a. Morten Olsens udtalelser om fodboldintelligens.