Mennesket nedstammer fra havfruerne!

Af Stig Gulbæk

Hvad er det nu for en mærkelig påstand, vil mange nok tænke, vi ved jo alle at mennesket nedstammer fra Adam og Eva, ikke sandt, i hvert fald dem der er fuldt og fast overbevist om, at Bibelen er den eneste sandhed.

Ikke at der er noget galt med Bibelen, der er mange gode ting i den, Jesus har da sagt mange ting, der er gode at bruge som baggrund, selv for en ateistisk livsfilosofi, i denne her artikel vil jeg nu koncentrere mig om den mere videnskabelige side af sagen.

Men påstanden i overskriften er da stadig noget sludder, vil mange sige, vi ved jo alt for godt at mennesket nedstammer fra aberne, det er så godt som videnskabeligt bevist, vi kender historien, nogle chimpanse-lignende aber kravlede ned fra træerne i skoven, og gik ud på savannen, her mistede de alle hårene og rejste sig på bagbenene, og fik en høj intelligens, det er da klart, sådan har vi lært det, det kan ikke være anderledes, eller kan det?

Lysfølsomme hudceller

Som nogle måske allerede har opdaget, kan jeg godt lide at bruge evolutionsteorien som opslagsværk, for at finde svar på mange af livets store mysterier, og i modsætning til mange ser jeg ikke noget paradoksalt i at livet har udviklet sig, som det har gjort, gennem en naturlig udvælgelse. Der er nogle mennesker, der siger at f.eks. øjet ikke ville kunne udvikles, gennem en evolutionær proces! Jeg kan ikke se hvorfor det ikke skulle kunne det, huden er i forvejen følsom overfor lys, og da det altid vil være en fordel, at kunne registrere, om der er lyst eller mørkt, er det da naturligt, at et primitivt dyr, for mange år siden, er begyndt at udvikle nogle hudceller, der var særlig følsomme overfor belysning, det ser jeg ingen problemer i.

Sådanne hudceller vil gennem en evolutionær proces, gennem mange år, blive mere og mere følsomme. På et tidspunkt, kan man forestille sig at hudcellerne er begyndt at blive dækket af en klar hinde, måske for at beskytte dem, da de nu er blevet mere følsomme, såvel for lys, som for berøring. Man kan nu forestille sig, at dyret er begyndt at kunne bruge dem, til at skelne bevægelser med, uden dog at kunne se detaljer, de kommer først med på næste trin, hvor der dannes en klar væske bag den gennemsigtige hinde, et sådan organ har uden tvivl været af så stor betydning for dyret, at det hurtigt har udviklet noget muskulatur i øjet, og en linse, og så har vi øjet, det har jeg ingen problemer med at forstå.

Fugle der flyver

Jeg har heller ingen problemer med at forstå, hvordan fuglen er begyndt at flyve, man behøver bare at se på en fugl, og så lægge to og to sammen, for hvor mange af fuglens fjer bruger den aktivt til at flyve med? Ja, ikke ret mange vel!

Derfor er det naturligt at antage at fjerene ikke er udviklet til at flyve med, men derimod til at holde fuglen tør og varm med, vi ved jo fra en gås, at fjer er utrolig gode til at sky vand, og vi ved fra vores edderdunsdyne, (Nej, sådan en har jeg heller ikke,) at dun er ufattelig gode til at isolere. Derfor er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at det er det fjeren oprindelig er udviklet til.

Det er sikkert startet med at et eller andet firben, der har levet et sted hvor det sommetider var koldt, er begyndt at udvikle en form for ensvarme i kroppen, så det kunne være aktivt i køligere perioder, det har nu hurtigt opdaget, at det mistede for meget varme, ud gennem sine skæl, derfor begyndte det at udvikle nogle buskede skæl, som gav en bedre isolering, og efter den kendte evolutionære proces, blev de til dun og fjer, efter et stykke tid, et stort stykke tid måske, men alligevel.

Lad os nu antage at firbenet er blevet helt ensvarmet, så er det også blevet mere aktivt, både fordi det har mulighed for at bevæge sig når det er koldt, men også fordi det har været nødt til at komme mere omkring, da det har haft brug for mere føde for at opretholde sin nye temperatur. Det er nu ikke usandsynligt at det er begyndt at klatre i træer, og måske springe fra gren til gren, og her er det så at det har opdaget, at det kan springe meget længere, hvis der breder nogle af sine fjer ud som et svæveplan, og nu igen, er det kun et spørgsmål om tid og evolution, før vi har de sande luftakrobater, vi ser tage et velfortjent hvil på vores el-ledninger uden for vinduet. Historien med hvordan fuglene er beslægtede med dinosaurerne, vil jeg springe let hen over i dag.

Det sære led: Mennesket

Der jeg vil med det her, er at vise, at jeg ikke syntes det er svært at se, hvordan dyr har udviklet sig fra et stade til det næste, gennem en evolutionær proces, jeg har valgt kun at komme med to eksempler, da det egentlig ikke er det, der er det væsentlige her, de er blot tænkt som illustrationer af, hvad jeg mener med, at det er let at følge egenskaber, gennem udviklingen.

Jeg har imidlertid et problem, man kan sige, at hvis det kun er et problem, er det vel ikke så afgørende, det ville måske være rigtigt, hvis det ikke var fordi det lige var min egen arts vigtigste udviklingstrin, som jeg overhovedet ikke kan se fidusen i. For jeg har uendelig svært ved at se, hvorfor en abekat, der er trampet ud på savannen, et sted hvor alle de andre dyr, er i en evig kappestrid om hvem der kan løbe hurtigst, vælger at rejse sig op på bagbenene, og begynde at vralte permanent rundt på dem, jeg mener, selv i dag, efter at vi har haft flere millioner år til at øve os i, kan en gennemsnits-chimpanse, så let som ingenting, løbe fra os, når den bruger alle fire.

Og hvorfor har vi tabt pelsen? Et sted hvor alle andre har en stærk pels, til at holde dem varme om natten, og til at beskytte mod sol og insekter om dagen, hvorfor ville vi ikke have den mere?

Og hvorfor sveder vi anderledes end dyrene? Når dyr sveder, fugter de huden med en lille mængde ikke-saltholdig væske, det er fordi der på savannen er stor mangel på de to livsvigtige stoffer, salt og vand, derfor syntes jeg det er mærkeligt, at mennesket har udviklet en svedeteknik, hvor vi pøser litervis af kostbar saltvand ud over kroppen, så det ligefrem drypper ned på jorden, det syntes jeg er mærkeligt, et dyr der er så dumt, kan da umuligt udvikle en intelligens som vores!

Land eller vand?

Jeg havde en hest engang, den var udviklet til at leve på et sted, som en savanne, når det var godt vejr, og den blev lukket ud, løb den ud på sin mark, og hoppede rundt og sparkede med bagbenene, og når den blev træt af det, gav den sig til at græsse, og hvor vil jeg så hen med det? Jo, jeg er overbevist om, at et dyr der er skabt, eller udviklet, til at leve i et bestemt miljø, også er skabt med lysten til at være der, som hesten der elsker at være ude på marken, som jo til forveksling ligner en savanne.

Hvis mennesket også var skabt på savannen, ville vi så ikke også have lyst til at løbe rundt her? Når det er weekend, og godt vejr, og vi har fri, hvor er det så vi tager hen? Er det ud til den nærmeste græsmark, hvor vi løber rundt, som et af de andre savannedyr? Det er muligt, der er nogle der gør det, men jeg har ikke lagt mærke til dem, dem derimod, som jeg har lagt mærke til, de tager et helt andet sted hen, et sted hvor de andre aber ikke vil bryde sig om at komme, for de har nemlig vandskræk.

For vi ved jo alle sammen, at når vejret og tiden er til det, er det stranden vi tager ud til, det er her vi hører hjemme, og føler os godt tilpas. Det er fordi vi er kommet hjem til vores naturlige miljø, hjem til vores gamle hjem fra dengang vi var havfruer og havmænd.

Udviklingens Pris

Nu kan man fristes til at tro at kæden er hoppet af er sted, men bare rolig, det er ikke min egen teori, den med havfruerne, kun formuleringen. Teorien stammer fra en bog jeg har læst engang, den er skrevet af Elaine Morgan, og hedder på dansk Udviklingens Pris, kan stærkt anbefales.

Bogen kommer med den alternative teori, som faktisk er lige så gammel som savanneteorien, og som første gang blev fremsat af en er hedder Hardy, jeg ved ikke meget om ham, men han var sikkert en flink fyr, teorien siger at mennesket faktisk er udviklet i vand, måske ikke lige fra rigtige havfruer, men måske fra noget der kommer tæt på.

For ikke at skulle referere hele bogen, specielt interesserede kan selv læse den, vil jeg komme med et lille resume.

For en del millioner år siden blev der dannet en stor indsø, af havvand, i Afrika, de aber der boede der, blev nu mere eller mindre tvunget til at lære at leve ved og i denne indsø. Disse aber kunne skaffe sig føde, ved at vade ud i søen, og da det er bedre at gå oprejst i sådan en situation, begyndte de at udvikle lange bagben, som de kunne gå rundt på ude i vandet, derfor går vi oprejst.

En pels er en upraktisk foranstaltning, når man lever i vand, prøv bare at gå i vandet med tøj på, derfor har vi, som så mange andre havpattedyr, se bare hvalerne, men ingen savannedyr, mistet pelsen.

For at holde varmen i vandet, har mange havpattedyr udviklet et spæklag, som en erstatning for, eller supplement til pels, igen er der ingen savannedyr der har et spæklag, men mennesket da, har vi et spæklag? Jeg så i Guinness' Rekordbog, at der var en der havde et på næsten 400 kg. Behøver jeg sige mere?

*

Hvis man vil udvikle et spæklag, i stedet for en pels, kan man gøre det ved neoteni, det betyder egentligt, at man beholder nogle af fostertrækkene ind i voksenlivet, fænomenet blev først iagttaget ved studier af salamandre. Et foster har jo netop ingen pels, men et fedtlag under huden, det menes derfor at det er disse træk, vi er kommet til at beholde hele livet, og det giver igen svar på nogle flere af vores spørgsmål, måske også nogle vi ikke har stillet endnu, som hvorfor vi har et behov for at opfinde en gud.

For et foster, udover et være nøgent, og have et fedtlag, så har det også et hoved, der er større i forhold til kroppen, end ved normale voksne individer. Det er derfor ikke usandsynligt, at vores forfædre fik deres store hjerner i den pakkeløsning, der skyldes neoteni, ikke at de havde noget at bruge den til i starten, og da det ikke er størrelsen det kommer an på, er det ikke usandsynligt, at de ikke havde en højere intelligens, end deres landlevende abefæller, men efter nogle millioner år trak vandet sig tilbage.

Måske er nogle af dem blevet skyllet med ud, og er nu de havfruer som sømændene sommetider ser. Måske ikke, men da vandet havde trukket sig tilbage, stod vores stakkels aber der, tilpasset et miljø, som ikke længere var der, og de burde vel være uddøde på dette stade, som så mange andre højt specialiserede dyr, hvis habitat forsvinder, gør, men de havde en trumf at spille ud, et kort som naturen aldrig før, så vidt vi ved, havde turdet satse på.

Tidligere havde naturen udviklet arter der kunne næsten alt muligt, løbe hurtigt, stange, svømme, flyve, se, høre, og hvad ved jeg, men en ting havde den aldrig prøvet før, og her var chancen, en art med et uudnyttet mentalt potentiale, og så gik det galt, se bare alt det vi har ødelagt. Af andre ting der kan pege på, at teorien kan være rigtig, kan nævnes, at dyr ikke har den samme grad af kontrol over åndedrættet som os, en chimpanse kan f.eks. ikke tage tre hurtige åndedrag, og så holde vejret, dens åndedræt kører meget mere som vores hjerterytme, der jo ikke er bevidst reguleret, de eneste andre dyr, der mestrer at kontrollere deres åndedræt på samme måde som os er faktisk de havpattedyr, der er gode til at dykke. Det er derfor sandsynligvis på grund af denne evne til at kontrollere åndedrættet, at vi har lært at tale.

*

Man kan også se på spædbørn, hvis man putter dem ud i et svømmebassin, giver de sig til at svømme rundt, og dykke, det er helt naturligt for dem, det ville det da ikke være, hvis de ikke havde nogle havfruegener et sted.

Og hvorfor skulle vi føle os så nært tilknyttet til andre havpattedyr, som vi gør, hvis det ikke var fordi vi lignede dem på så mange måder, se bare på folk der svømmer sammen med delfiner, de får nogle helt specielle oplevelser af det.

Jeg har tidligere nævnt at aber har vandskræk, det er der da også mennesker der har, men på den anden side er der også mennesker der har højdeskræk, og angst for store pladser. Men hvis vi fuldstændig har mistet vores vandskræk, er det så ikke mere sandsynligt at vi har udviklet os i vand, end på en stor savanne uden vand?

Det hele er stadigvæk en teori, men jeg synes den lyder rigtig fornuftig, i hvert fald meget mere fornuftig end den gamle savannemodel, der slet ikke giver svar på noget, selvom det selvfølgelig er rigtigt, at vi på et senere tidspunkt valgte at drage ud på savannen, da indsøen tørrede ud, men det er en anden historie. Prøv at tænk på teorien, næste gang du undrer dig over, hvorfor huse med hav-, eller søudsigt, er meget dyrere end andre huse.