Forbandet intelligent

Sidste år fandt Sörine Gejl ud af, at hun er blandt de to procent mest intelligente i Danmark. Reaktionen var en todages tudetur - og derpå erkendelse af, hvorfor hun altid har været en outsider, der er spurtet fra sted til sted i en evig søgen efter... 'noget'.

Af Birgitte Avnesø/Stickelbergs Bureau


Der er tid til dybsindighed i Sörine Gejls tilværelse. Men som oftest er der fuld knald på. Sådan har det været i hele hendes liv. Og det er ikke kun fysisk tempo, vi taler om. Hendes hjerne arbejder i en hastighed, hvor almindelige mennesker kan have svært ved at følge med.
Sörine Gejl er medlem af Mensa og dermed blandt de to procent mest intelligente i befolkningen. En høj begavelse har dog ikke gjort hendes liv lettere - måske snarere tværtimod.
- Det er et hårdt liv følelsesmæssigt. Jeg har en teori om, at jeg tænker i otte baner ad gangen, og det betyder, at min verden måske nogle gange bliver mere kompliceret end andres. Jeg er meget hurtig - både i hovedet og fysisk i mine bevægelser. Folk bliver stressede af mig, fordi jeg bogstavelig talt løber rundt på gangene. For min del bliver jeg dybt irriteret over andres langsommelighed, siger hun og understreger samtidig, at hun ikke er ude efter medlidenhed eller ynk. Men gerne forståelse for, at der er er grund til, at hun er anderledes.

Et kreativt barn
Sörine er 35 år og enlig mor til sønnerne Svend på 12 år og Halfdan på fem. Født i Brørup - en lille provinsby mellem Esbjerg og Kolding, hvor hun voksede op med en ældre søster og forældre, der havde travlt med deres karrierer.
Hun var en enspænder som barn og tilbragte megen tid i sit eget selskab - i gang med fantasifulde lege med tændstikker, der dansede lancier, mekanisk legetøj, der blev skilt ad eller huler, hun konstruerede i træer. I sin trang til at udforske verden, kom hun ofte galt af sted og var en flittig gæst på skadestuen.
Skolen var noget, hun så frem til med stor spænding.
- Jeg glædede mig, fordi vi skulle læse. Men det var noget af en skuffelse, da jeg så de læsebøger, vi fik udleveret. Jeg kunne jo allerede læse deklarationerne bag på rengøringsmidlerne, så der var ikke megen udfordring i skolens bøger.
I begyndelsen var hun aktiv i skolen - for aktiv er hendes fornemmelse i dag, for hendes iver blev ikke honoreret.
- Jeg blev holdt nede af lærerne, der ikke mente, at jeg skulle være så frembrusende. Det var enormt frustrerende. Jeg sad og viftede med min arm hele tiden, men følte aldrig, at jeg blev spurgt.
Sörine blev træt af forgæves at række hånden op den ene gang efter den anden - og hvad gør man så? Konstruerer et stativ, der ligner en hånd, trækker en handske ned over og vupti - så har man en figur, der kan gøre det ud for en finger i vejret.
- Det syntes jeg selv, var en rigtig god idé, men lærerne opfattede det som en provokation. Der var aldrig nogen, der så, at jeg var specielt intelligent, og det var heller ikke min egen opfattelse. De syntes vist, at jeg var en pudsig størrelse, som de ikke helt vidste, hvad de skulle stille op med. Så på et tidspunkt meldte jeg mig ud af indlæringen. Det har vel været omkring 4. klasse, og siden har jeg sovet mig gennem min skoletid.
Heller ikke hos klassekammeraterne hentede hun megen sympati.
- Jeg kunne godt mærke, at de ikke syntes, at mit selskab var det fedeste. Selv outsiderne gad ikke være sammen med mig.
Sörine følte sig dog ikke trynet af den grund. Hun holdt sig ikke tilbage, hvis hun følte, at nogle blev uretfærdigt behandlet, og hun tog ikke et nej for et svar. Selv om hun vidste, at hun ikke hørte til blandt byens populæreste børn, var hun ikke bange for at sige sin mening.
- I dag kan jeg godt se, at jeg har været irriterende at lege med, fordi jeg hele tiden skulle kommandere. Jeg var meget dominerende, men det var ikke bevidst.

En flyvsk eksistens
Sin intelligens til trods imponerede Sörine ikke med svulmende karakterbøger. Tværtimod. Hun sjuskede og fik dårlige karakterer hele vejen igennem. Først ved afgangseksamen i 9. klasse scorede Sörine "kanonkarakterer", men da var løbet kørt, og hun har ikke siden sat sine ben i uddannelsessystemet.
- Jeg smed eksamenspapirerne i skraldespanden for øjnene af alle. Jeg ville ikke læse videre. Jeg skulle ud af skolen, ud og have luft. Nu havde jeg gennemlevet mit traume.
Trods forældrenes bekymring rejste hun til London - 16 år gammel.
Samtidig ændrede hun sit fornavn til det, hun hedder i dag.
- Jeg ville have en ny identitet og starte på en frisk. Jeg var ved at eksplodere indeni.
Det blev til et år i London og Paris, så sejrede længslen efter Danmark, og hun vendte hjem.
Men hun kom ikke til Brørup igen. I stedet flyttede hun til København, hvor hun har boet det meste af sit voksenliv.
Ved et tilfælde kom hun til at hjælpe med at sy kostumer til en forestilling på Glyptoteket, og dermed var vejen banet for at arbejde med de kreative sider.
Det blev til en række forskellige job som instruktør, trickfotograf, syerske, set-designer, arbejde med special effects og marketingschef. Blandt andet!
I dag kan hun, sin unge alder til trods, fremvise et CV af imponerende længde. Fælles for næsten alle jobbene er nemlig, at de kun har varet et år eller mindre. Så snart hun har succes med et projekt, dropper hun det og går videre til næste.
I stille stunder ærgrer hun sig over, at hun har været så flyvsk, for det har været et hårdt liv.
- Jeg har gang i alt for mange ting, og det giver en usikkerhed. Men jeg har gjort det, fordi det også er en udfordring at skulle kravle op fra bunden og starte forfra. Hver gang. Alligevel beundrer jeg folk, der arbejder målrettet med én ting. Jeg ville ønske, jeg havde de samme evner. Selv har jeg hele tiden været søgende, og jeg kan godt mærke, at jeg er anderledes. Folk har altid troet, at jeg tog stoffer - speed eller kokain - fordi jeg drøner rundt i et kæmpegear. Men det har jeg nu aldrig gjort.
Ind imellem de mange korte ansættelser - og et enkelt fireårigt forløb i trickfilm-afdelingen hos Nordisk Film - har hun også set en god del af verden. For eksempel har hun arbejdet som fårehyrde i Frankrig og tilbragt nogle måneder i Canada, hvor hun boede i en gammel bil med sønnen Svend, der dengang var knap tre år.

Svært med mænd

Hun har altid været alene med Svend, der er resultatet af et forhold til en ældre kunstner, der glemte at fortælle den dengang 22-årige Sörine, at han var gift.
Siden har der været andre mænd i hendes liv, men bortset fra et ægteskab, der holdt i tre år, har forholdene været kortvarige.
- Jeg har altid savnet et ordentlig modspil, og har derfor aldrig knyttet mig til nogen mand i længere tid. Efter et par måneder er tingene blevet for forudsigelige. Der er for lidt ping-pong, og så begynder jeg at kede mig, siger Sörine, der samtidig er klar over, at hun nok ikke selv er verdens letteste kvinde at leve sammen med.
- Jeg spænder over store områder. Henkoger både frugt i køkkenet, står for regnskaber og reparerer bilen. Hvis manden så ikke kan binde en rigtig knude, mister jeg hurtigt respekten for ham.
På et tidspunkt var hun dog tæt på den ideelle løsning.
- Jeg havde tre kærester på samme tid! Tilsammen opfyldte de min drøm. Hvis de var forenet i én, ville han være den perfekte mand, griner hun og understreger, at hun spillede med åbne kort.
"De tre musketerer" kendte til hinandens eksistens og accepterede det - selvom det ind i mellem gav lidt bøvl. For eksempel hvis én dukkede uventet op på en aften, der var reserveret til en af de andre.
- Men så satte jeg en ekstra tallerken på middagsbordet, og så spiste vi sammen. Det er egentlig underligt, at det fungerede, men det gjorde det i en periode, og så ebbede det ud.
På samme måde er det med vennerne, der består af en lille snæver kreds "med samme symptomer som mig selv".
- Jeg er meget social og interesseret i at lære andre mennesker at kende. Ofte keder jeg mig dog hurtigt i andres selskab og vil hellere være alene. Men jeg kan godt lide gamle sprittere og vagabonder. I København inviterede jeg dem ofte ind og lavede middag til dem. Jeg tror, mange af dem er højt begavede, men er kammet over og blevet sindssyge. Det er mennesker, jeg altid har følte en slags samhørighed med.
Sörine har også været søgende udi religioner.
- Jeg var meget religiøs som barn og bad til Gud eller ufo-nauter eller noget andet derude. Når man føler sig alene blandt andre mennesker, tænker man, at det kan ikke være rigtigt. Der må da være noget andet.
Mens hun var gift, fik hun sønnen Halfdan, der i dag er fem år.
Sammen forlod parret København og vendte tilbage til Brørup, for "en forbryder vender altid tilbage til gerningsstedet". Nu bor hun alene i et gammelt bondehus med lavt til loftet og kort til forældrene. Og hendes sønner elsker det.
- Det har været meget vigtigt - både for mig og mine børn at bo tæt på mine forældre. Jeg drikker ofte formiddagskaffe med dem, og det nyder jeg, siger Sörine Gejl, der i dag driver eventbureauet Scoutabout fra hjemmet i Brørup.

Mensa og janteloven
Sidste år besluttede Sörine sig for at gøre status over sit liv.
- I første omgang fik jeg lavet et horoskop for at finde ud af, hvad jeg er for én, og hvorfor jeg hele tiden er i bevægelse og må videre. Jeg ville gerne have en anden vinkel på mit liv.
Horoskopet var dog ingen succes, og hun lod sig teste hos Mensa for at se, om hun var helt idiot.
- Resultatet af testen var i top, og jeg tudbrølede i to dage. Hele mit liv passerede revy: min egen verden, min barndom, hvordan jeg altid har følt mig alene og misforstået. Jeg følte, at mit liv var lidt spildt, og at jeg skulle have lært at bruge mig selv noget bedre. Udvikle mit talent i en bestemt retning, som jeg ikke ved, hvad er.
Hun er siden blevet medlem af Mensa, og når hun mødes med andre medlemmer, føler hun sig som en havfrue, der er kommet tilbage i vandet efter at have hoppet rundt på land i meget lang tid.
Her møder hun mennesker, der har samme historie som hende selv. Som har haft svært ved få omverdenens forståelse og accept. Men hun har også mødt medlemmer, der som børn har oplevet at have voksne omkring sig, der dyrkede deres talenter og dermed skabte hele mennesker.
- På min egen lille folkeskole, blev der delt ud af hak i tuden, og det har påvirket mig. Jeg synes ikke, man skal dyrke børn og lave elitære vidunderbørn. Overhovedet ikke. Men det er vigtigt, skolerne kigger på de børn, der laver meget ballade. Måske er det ikke, fordi de er dumme eller umulige. Måske har de brug for at få nogle helt andre opgaver og udfordringer.
Begge Sörines sønner er også højt begavede, og hun kæmper derfor for, at de får de rette udfordringer og for at undgå, at hendes egen historie gentager sig.
Tilhørsforholdet til Mensa, er ikke noget, hun skilter med. Dertil er der for meget jantelov herhjemme.
På det seneste er hun dog blevet mere åben med, at hun har en høj intelligens.
- Jeg bruger det nogle gange som forklaring på, hvorfor jeg skiller mig ud fra mængden - for eksempel, når jeg søger job og må fortælle, at jeg kun har 9. klasses-eksamen. Men samtidig skynder jeg mig at fortælle, at jeg altså ikke er klogere end andre mennesker. Jeg har bare en større harddisk end de fleste.
Selv om Sörine Gejl er glad for at have fundet noget af forklaringen på, hvorfor hun er anderledes end andre, så har erkendelsen også sat hende lidt i stampe.
- Jeg har fundet svaret på den kamp, jeg altid har haft for at blive forstået, men jeg har også resigneret lidt - er lullet lidt ind i en tilbagelænethed. Samtidig er det dog begyndt at ulme i mig igen. Jeg vil bruges nu og har brug for, at der bliver stillet krav til mig. Hele mit liv har der hængt en grumset sky over mig og en fornemmelse af, at uanset hvad jeg laver, bliver jeg aldrig udnyttet helt rigtigt. Jeg har klaret mig okay - til et 8-tal, men jeg ville hellere have haft et 11-tal.

Artiklen har været publiceret i Alt for Damerne no. 25/2002. Artiklen er beskyttet af de ophavsretlige regler og må derfor kun kopieres til privat brug.