Hvem er medlem af Mensa?
Lærere og studerende, spøgefugle, postbude, direktører og sekretærer, enlige mødre, EDB-folk, asatroende, lastbilchauffører, journalister, søndagsbilister, bryggeriarbejdere, pensionister, arbejdsledige, ingeniører, vegetarer... det eneste fællestræk for mensanere er høj intelligens.
Hvordan er alders- og kønsfordelingen?
Mensa Danmark har ca. 1100 medlemmer, fordelt på omtrent 25 % kvinder og 75 % mænd. Knap halvdelen af deltagerne i optagelsesprøven får tilbudt medlemskab, og der er ikke nogen betydelig forskel på de mandlige og kvindelige testanters resultater. Medlemsskaren afspejler således ansøgerfeltets kønsfordeling, det er ikke fordi optagelsesprøven favoriserer mænd.
Ja, det er meget godt, men hvem er de her medlemmer? Navne?
Mensa betragter medlemskab som en privat sag, og oplyser derfor ikke om navngivne personer er medlem af foreningen eller ej. Nogle af os kan du dog møde i denne gruppe på facebook.Mig og Mensa
Herunder har et par af vore medlemmer skrevet lidt om sig selv og deres oplevelser i foreningen:Kvinde, midt i 40’erne
Jeg meldte mig ind i Mensa af ren og skær nysgerrighed. Foreningen viste sig at rumme en mængde meget forskellige typer, som ved de mærkeligste ting om de mest besynderlige emner. I begyndelsen deltog jeg ofte i de jævnlige café-aftener - for at spore mig ind på foreningen og dens medlemmer. Nu er det mest middagsselskaber, udflugter og foredrag, som kan tiltrække mig. Jeg er født nysgerrig og sætter i foreningen pris på at møde mange forskellige slags mennesker. Jeg ser udflugterne og foredragene som en mulighed for at udvide min horisont i andre retninger end sammen med de venner, jeg havde i forvejen.Mand, i begyndelsen af 40’erne
Jeg har i ca. 20 år vidst at jeg kunne blive medlem af Mensa, men har ikke tillagt det nogen betydning. For et par år siden bestilte foreningen tilfældigvis et større arrangement på den virksomhed, hvor jeg arbejder, og så tænkte jeg, at nu var tiden inde til, at se hvad det var for noget. Og det har jeg ikke fortrudt. Det var nærmest en religiøs oplevelse at være med første gang. Her var endeligt nogle mennesker, som dels var værd at lytte til, dels forstod hvad jeg snakkede om. Jeg har ellers altid troet, at det var mig, der var galt på den, når jeg fandt det dræbende kedeligt at stå rundt om en sømblok med en dåsebajer i hånden. Men det var ikke mig, der var skør. Jeg var blot i forkert selskab. I Mensa får jeg løst verdenssituationen mindst 3 gange på hver hyggeaften. Det er et væld af viden, detaljer og indsigt, som kommer til torvs, og der er i hvert fald én ting, der er sikker: Det er aldrig kedeligt. PS: Mine børn har også glæde af mit medlemskab. De har jo desværre/heldigvis arvet det. Da jeg voksede op, var intelligens ikke på dagsordenen. I dag ved vi meget mere om intelligente børns problemer, så jeg er bedre rustet til at hjælpe dem på vej.Mand, midt i 50’erne
Jeg meldte mig til test i Mensa efter at have søgt et job via Mercuri-Urval, hvor jeg fik at vide, at jeg havde scoret meget højt i intelligenstesten. Det pralede jeg med over for en bekendt, som var medlem af Mensa, og som opfordrede mig til at lade mig teste. Det overraskede mig meget, at jeg bestod. Jeg havde haft den forestilling, at jeg lå mellem de 10% bedste. Jeg har i modsætning til andre medlemmer ikke følt mig særligt anderledes. Jeg var i de første år i skolen langt foran mine kammerater, men det gik over, da jeg kom i puberteten, som ikke var præget af hverken koncentration eller flid. Læste stort set aldrig lektier, men fik alligevel en hæderlig studentereksamen. Jeg valgte min uddannelse mere eller mindre tilfældigt, da jeg var meget alsidig og kunne ligeså godt have endt som historielærer i gymnasiet, men var dog tvunget til en boglig uddannelse, da jeg er håbløs med mine hænder. Har ikke gjort karriere forstået som ledelsesmæssigt avancement, da jeg altid har syntes at det var omfattet af for meget bøvl med besværlige personer både opadtil og nedadtil i hierakiet. Mit job indeholder mange rejser, og jeg nyder især at udnytte mine gode evner til sprog, hvoraf jeg foruden dansk klarer mig ganske godt på fem andre ikke- skandinaviske vesteuropæiske sprog. Som sagt føler jeg mig ikke særligt anderledes. Jeg har en stor almenviden, og er - som alle mensamedlemmer - hurtig på aftrækkeren, men somme tider føler jeg mig dum, og især i de senere år synes jeg til min store irritation at min hjernekapacitet er aftagende. Mit engagement i Mensa er begrænset, da jeg også har mange andre interesser, og jeg deltager hovedsageligt i pub-quizzer i foreningens regi.Mand, i starten af 40’erne
Jeg kan godt huske første gang jeg hørte om Mensa i Danmark. Det var Mensas daværende formand, der optrådte i den hedengangne københavnske TV-station Kanalen. Hun virkede ærlig talt ikke for klog. At hun skulle være formand for intelligenseliten i Danmark slog mig med forundring. Hun sagde dog én ting der bed på mig: Mensas IQ-test er måske ikke så svær som man tror? Jeg tænkte ved mig selv at det kunne hun sagtens sige og at sådan en test ville jeg aldrig kunne bestå; men modsat synes jeg at puzzle-opgaver er sjove. Og så var jeg ret nysgerrig efter at kende min IQ. Bare sådan for sjov skyld. Jeg tog altså testen og ventede med spænding på resultatet. Det kom dumpende ind ad døren en 3-4 uger senere. Jeg havde ikke alene fået en høj IQ. Den var til min store overraskelse også så høj at jeg kunne blive medlem. Jeg var paf og meget smigret: Mensa ville have mig som medlem. Wauw! Jeg meldte mig ind lige på stedet. Jeg dukkede op til et møde i Mensa for at se hvad det var for nogle mennesker, og de var ærlig talt ret ligeglade med at der kom et nyt medlem. Jeg holdt en times tid og så skred jeg. Jeg gav dem en chance til ugen efter - og hvilket held. Jeg mødte nogle mennesker jeg var på bølgelængde med lige med det samme. Samværet med disse mennesker, der viste sig at være lige så videbegærlige og nysgerrige som mig selv, slog helt benene væk under mig. Der er ingen, der rynker på næsen uanset om man vil diskutere en ny teori om sorte huller eller er stødt på en genial opskrift på chokoladekage med syltede kirsebær. Jeg opdagede efterhånden at Mensa og mensanere er vidtfavnende. Jeg er på 15. år stadig medlem, stadig nysgerrig og stadig undrende. Jeg "svinger" ikke med alle mensanere, men der er et eller andet der gør det afslappende for mig at være sammen med mensanere. På nogle måder kan jeg være mere mig selv, uden at blive misforstået eller slet ikke forstået. Og 450 kr. om året!! Det er jo mindre end en tur i byen koster..?Kvinde, midt i 40’erne
Selv om jeg godt vidste, at jeg ikke er direkte dum, ville jeg aldrig selv have fået ideen til at forsøge at blive optaget i Mensa. Men en dag klikkede jeg tilfældigvis forbi Mensas hjemmeside, og min mand og jeg tog begge testen, der ligger dér. Vi klarede det begge ganske godt, men til både hans (han er højtlønnet akademiker) og min forbløffelse, klarede jeg mig en god del bedre end ham. Siden blev han blev ved og ved og ved med at prøve at få mig til at gå til den rigtige test. Til sidst gik jeg og blev følgelig medlem af Mensa. For mig er det dejlige ved Mensa at mærke, at man ikke er alene. Jeg har hele livet kæmpet med følelsen af at være mærkelig. At være lærerens eller chefens kæledægge det ene øjeblik og så pludselig – uden at fatte hvordan det gik til - være det modsatte. Kedede mig i skolen, i gymnasiet, på universitetet. Og har som følge deraf aldrig fuldført en uddannelse. Med medlemskabet af Mensa har jeg mødt en masse mennesker, der har haft præcis de samme oplevelser! På Mensas interne debatforum går bølgerne højt. Nogle gange for højt, efter min mening. Men der er og skal være højt til loftet i en forening som Mensa, og det er i hvert fald krystalklart, at en høj intelligens hverken fører til ensartethed på den ene eller den anden måde. Vi har lavet en politisk meningsmåling, som næsten faldt ud som den landsdækkende. Dog var der lidt flere, der stemte som jeg selv, indenfor end udenfor ;-)Kvinde, sidst i 30’erne
Da jeg i sin tid tog testen, var det et nytårsforsæt, jeg havde stillet mig selv. Jeg havde en ret god fornemmelse af, at jeg lå et godt stykke over gennemsnittet, men jeg blev alligevel gladelig overrasket, da et brev med tilbud om medlemskab kom ind af dørsprækken. I første omgang meldte jeg mig alligevel ikke ind, - det var ikke for at blive medlem, jeg havde taget testen, - men efter at have deltaget lidt på debatten på det åbne forum, blev jeg alligevel for nysgerrig. Mit allerførste arrangement var et kæmpe stort middagsarrangement med næsten 100 deltagere, hvor jeg ankom uden at kende et menneske og ret nervøs! Ville jeg overhovedet kunne finde de andre? Hvordan var de? Så de vildt nørdede ud? Ville jeg falde totalt igennem, blive ignoreret, sidde for mig selv i et hjørne, mens de andre diskuterede hjernekirurgi eller kvantefysik? Heldigvis blev mine fordomme i dén grad skudt ned, og jeg havde en meget, meget hyggelig dag, hvor jeg tog hjem med en næsten euforisk fornemmelse af at have fundet en masse ligemænd og – kvinder. Hvor var det herligt at sidde dér og snakke med så mange spændende folk, som bare greb mine argumenter i luften, og som ikke gloede på mig, som om jeg var åndssvag, når jeg stillede et spørgsmål for meget! Siden da har jeg engageret mig en del i foreningen, - jeg kommer ikke til alle arrangementer, da jeg i forvejen har et aktivt arbejds- og privatliv, - men jeg ville ikke undvære mit medlemskab i dag. Bare de diskussioner, man kan ende i med en flok mensanere en sen lørdag aften på MIK! Vi får virkeligt sat verdenen på rette plads!Mand, sidst i 50’erne
Som med alt andet her i livet var det styret af tilfældigheder. Min ældste datter interesserede sig for intelligens og havde opdaget, at hun åbenbart ikke var i underskud, da diverse online tests ikke voldte synderlige problemer. Én ting er mere eller mindre seriøse intelligenstests på nettet, noget helt andet er en ægte, anerkendt, kontrolleret test. Jeg blev slæbt med en oktoberdag, da hun nødig ville gå alene (og endnu nødigere betale selv). Dette reducerede også hendes transportproblem til at sætte sig ind i en bil og stige ud af den ved destinationen. En ubetinget fordel, hvis man ikke har den store stedsans. Vi tog testen og fik også set den berømte nøglering, og mit første indtryk af den var, at den lignede en billig taiwanesisk hængelås. Da svaret (som egentlig ikke overraskede nogen af os) kom, var det meget naturligt at melde sig ind af to årsager:1. Pga af det sene tidspunkt i kontingentåret, kunne vi slippe med halv pris.
2. Det ville være interessant at finde ud af om de var lige så nørdede/vanvittige/underlige som os selv.
Det var med bævende hjerte, jeg troppede op første gang til fælles samvær. Denne bæven forsvandt efter ca. 3/8 sekund, for de forsamlede viste sig at være personer, jeg følte, jeg havde kendt hele mit liv - og det er lang tid. Det var som at komme hjem. Siden er jeg blevet mere aktiv i foreningen, og fornemmelsen af at være fuldstændig på bølgelængde (hvilket overhovedet ikke betyder, at man har samme meninger) er den samme hver gang. Når man vender hjem fra MIK (vores årlige pinsekomsammen), er første tanke: 'Hvordan overlever jeg et helt år til næste MIK?', for oplevelsen af at være sammen med 100 andre, der har samme indgangsvinkler til tilværelsen, er helt speciel.